.
.
Bibelen i TID & EMNER
og tiden derefter ...
www.reitoft.dk/tid_emner.html
.
Emne: Bibelsted: ÅR - Bemærk:
Den yngre stenalder
-4000  Iflg. TEL
Verdens skabelse 1 Mos 1 -3760  Iflg. jødisk tradition - tidsregning
Syndefaldet 1 Mos 3
Syndfloden 1 Mos 7
Babelstårnet - Sprog 1 Mos 11
Mellembronzealderen
-2000-1550  Iflg. TEL
Old-Babylonisk periode
-1900-1600  Iflg. TEL
Abraham 1 Mos 12 -1800
Isak 1 Mos 17
Sodoma/Gomorra 1 Mos 19
Jakob / Israel 1 Mos 27
Josef 1 Mos 37
Slaveriet i Egypten - Det Egyptiske slaveri 2 Mos 1
Yngre Bronzealder
-1550-1200  Iflg. TEL
Moses 2 Mos 2
De 10 plager 2 Mos 7-11
PÅSKEN INDSTIFTES 
DØDEN GÅR FORBI...GUDS MAGT
2 Mos 12
DE 10 BUD 2 Mos 20
LOVENE 2 Mos 20ff
Pagtens ark 2 Mos 25
SABBATSBUDET 2 Mos 31
LOVENE 3 Mos ff
DEN ARONITISKE PRÆSTE VELSIGNELSE 4 Mos 6
DE 12 SPEJDERE 4 Mos 13
KOBBERSLANGEN 4 Mos 21
Landets grænser 4 Mos 34
EROBRE LANDET 5 Mos 1
Advarsel mod BILLEDDYRKELSE 5 Mos 4
HERREN dyrkes ét sted 5 Mos 12
PAGTEN MED ISRAEL 5 Mos 26
LOVENE 5 Mos 14ff
LOVEN NEDSKRIVES 5 Mos 31
Jerikos fald Jos 6
Helligdommen i Silo Jos 18
Landet fordeles på de 12 stammer Jos 18ff
Stammernes bosættelser Dom 1
ABIMELEK Dom 9
Samson Dom 13
Dommertiden
-1200-1020
Eli 1 Kong 17
Samuel i Silo 1 Sam 1
Elisa 2 Kong
DAVIDS STAMTAVLE Ruths bog
DAVIDS SLÆGT 1 Krøn 3
Israel kræver en konge 1 Sam 8
Saul salves til konge af Samuel 1 Sam 10
DET FORENEDE KONGERIGE
-1020-928
Saul vælges til konge 1 Sam 10 -1020-1004
David salves til konge af Samuel 1 Sam 16
David konge 1 Krøn 11 -1004-965
David konge i hele Israel 2 Sam 5 -1004-965
Arken til Jerusalem 1 Krøn 15
Arken til Zion 2 Sam 6
DAVIDS LOVSANG - Salme 18 2 Sam 22
Salmernes bog Sl 1-150 -1000-500
David forbereder tempel 1 Krøn 22
Salomo 1 Kong 1 -965-929
TEMPLET OPFØRES 1 Kong 6 
2 Krøn 3

Ordsprogenes bog Ordsp 1-31
Prædikerens bog Præd 1-12
Højsangen Højsangen
Jobs bog Job 1-42 Lidelsens problem
Statsdelingen 2 Krøn 10 
1 Kong 12
-928 : Israel - Juda
Konger: Israel - Juda 1 Kong 14ff 
2 Kong 8ff

israel: kong Jeroboam I
-928-907
juda: kong Rehabeam
-928-911
juda: kong Abija
-911-908
juda: kong Abija
-908-867
israel: kong Nadab
-907-906
israel: kong Basha
-906-883
israel: kong Ela
-883-882
israel: kong Zimri
-882
israel: kong Tibni
-882-878
israel: kong Omri
-882-871
israel: kong Akab
-871-852
juda: kong Joshafat
-867-846
israel: kong Akazja
-852-851
israel: kong Joram
-851-842
juda: kong Joran
-846-843
juda: kong Akazja
-843-842
israel: kong Jehu
-842-814
juda: kong Atalje
-842-836
juda: kong Joash
-836-798
israel: kong Joakaz
-814-800
israel: kong Joash
-800-784
juda: kong Amasja
-798-769
israel: kong Jeroboam II
-784-748
Hoseas' bog Hos 1-14 Varsler 724 ?
juda: kong Uzzija
-769-733
juda: kong Jotam
-758-743
israel: kong Shallum
-748-747
israel: kong Zekarja
-748-747
israel: kong Menahem
-747-737
israel: kong Pekaja
-737-735
israel: kong Peka
-735-733
israel: kong Hosea
-733-724
juda: kong Akaz
-733-727
juda: kong Hizkija
-727-698
Israel ... Assyrerne : Israel erobret af Assyrerne 2 Kong 17 -724
Israel - Rigets undergang Es 3 -724
Esajas trøster kongen 2 Kong 19
Obadias bog : ISRAEL GENOPREJSNING (gl/ny ?) Obad 1
Sankerib : 704-681 : belejrede Jerusalem / Hizkija

Esajas i templet Es -700
Immanuel-tegnet Es 7
juda: kong Manasse
-698-642
Det kommende fredsrige Es 9
Messias og Fredsriget Es 11
Det frelste Israels lovsang Es 12
Verdensdommen Es 24
Gæstebudet: ALLE Es 25
Messiastiden Es 28
HOVEDHJØRNESTENEN Es 28
STRAF ikke sidste ORD Es 28
MESSIASTIDEN Es 32
ISRAELS HJEMFÆRD Es 48
HERRENS TJENER´s strid og sejr Es 49
Landflygtige hjem Es 49
Hedningers omvendelse Es 51
Herrens nådepagt med ISRAEL Es 55
Israels FRELSE Es 61
Jerusalems herlighed Es 62
Jeremias's bog

Jerusalem: SYNDERE Jer 5
STRAF: Landflygtighed Jer 5
PRÆSTER vildledte Jer 6
STJERNER redder ikke Jer 7
Menneskeofre Jer 7
Skriftkloge ctr VISDOM Jer 8
OFRE redder ikke Jer 11
DOM kundgøres Jer 13
Landflygtighed: OPHØR - HEDNINGE omvendes Jer 16
POTTEMAGEREN Jer 18
MESSIAS Jer 23
VERDENSDOMMEN Jer 25
FRELSENS TID Jer 30-31
ISRAEL skal FRELSES Jer 30
HERREN dyrkes i JERUSALEM Jer 31
Rakels gråd over børn - Barnemordet - Herodes ? Jer 31
ISRAEL NY UNGDOM Jer 31
NY PAGT Jer 31
HERRENS VILJE i HJERTERNE Jer 31
ISRAEL ALTID HERRENS FOLK Jer 31
JERUSALEM - ALDRIG ØDELÆGGES MERE Jer 31
ISRAELS HERLIGE FREMTID Jer 33
BOGRULLEN brændes Jer 36
JUDA riges undergang Jer 52 -586
Ezekiels bog

Landflygtighed Ez 4
Afgudsdyrkelse Ez 8
Nebukadnezar Ez 29
ISRAELS FREMTID Ez 34
LEJESVENDE - HYRDE Ez 34 2.s.e.påske !
HJEMKOMSTEN-ISRAEL Ez 36
NYE HJERTER Ez 36
FOLKET - LEVENDE Ez 37
De sidste tider Ez 38
juda: kong Amon
-641-640
ISRAEL FRELSES - NYT TEMPEL Ez 39-40
DEN LUKKEDE ØSTPORT (Den gyldne østport) Ez 44
juda: kong Josija
-639-609
Fyrsten må bortgive ... (hedninge med) Ez 46
HELLIG STADS PORTE og NAVN Ez 48
Josia´s reform 2 Krøn 34 
2 Kong 22-23
-622
juda: kong Joakaz
-609
juda: kong Jojakim
-608-598
Nebukadnesar, Babylon
-604-562
Jonas bog Jon 1-4 Herren skåner ... til trods
Nahums bog Nah 1-3 Ninive
juda: kong Jojakin
-597
juda: kong Sidkija
-596-586
Babylon : Det Babyloniste fangenskab 2 Kong 25 -586
JUDA riges undergang Jer 52 -586
Esters bog Esters bog Purimfesten
Klagesangene Klages 1-5
Daniels bog Dan 1-12
LOVEN Dan 1
GUDS RIGE Dan 7
SIDSTE TRÆNGSEL Dan 12
OPSTANDELSEN Dan 12
FRELSEN Dan 12
Kyros den Store, Persien/Babylon
-559-529
Babylon, hjem igen 2 Krøn 36 -536
Israel må vende hjem Ezra 1 
Neh 2
-536
Nyt tempel Ezra 3 
Hag 1-2

Ved Babylons floder
Sl 137
Israel vil holde loven Neh 10
Joels bog Joel 1-4
ISRAELS fjender skal SLÅES Joel 2
LANDET skal VELSIGNES Joel 2
GUDS ÅND over ISRAEL Joel 3
DOM Joel 4
ISRAELS HERLIGE FREMTID Joel 4
VERDENSDOM Hab 1-2
Amos' bog Am 1-9
Herrens dag - ulykke Am 5
HERRENS FOLK SKAL RENSES FOR SYND Am 9
DAVIDS RIGE SKAL GENREJSES Am 9
MESSIASTIDENS HERLIGHED Am 9
Mikas bog Mika
FORJÆTTELSE: ISRAELS SAMLING & HJEMFÆRD Mika 2
DEN SANDE PROFET Mika 3
HERLIGGJORT JERUSALEM Mika 4
HEDNINGE TIL Mika 4
DEN NYE DAVID Mika 5
HÆVN PÅ HEDNINGE Mika 5
IKKE OFRE : MEN RETFÆRD Mika 6
ISRAELS HÅB Mika 7
HERRENS DAG : RENSES FOR SYND Sef 1-3
Zakarias bog Zak 1-14
Nyt tempel Zak 3
De 2 oliventræer : Herren råder (IL/Hedninge) Zak 4
Himmelbude til verden (apostle?) Zak 6
ÅNDEN ILDNER Zak 6
FREDSKONGEN PÅ ZION Zak 9
JØDERNE HJEM Zak 9
MESSIAS Zak 9
GUD VELSIGNER Zak 10
LANDFLYGTIGE HJEM Zak 10
GUD HJÆLPER VED ANGREB Zak 12
JERUSALEM SEJR Zak 12
DEN FRELSTE BY KLAGER OVER EN SOM ER MYRDET Zak 12
MESSIAS-TIDEN Zak 14
LØVHYTTEFEST : HEDNINGE I JERUSALEM Zak 14
FULDKOMMEN HELLIG Zak 14
Malakias bog Mal 1-4
HERRENS KÆRLIGHED TIL ISRAEL Mal 1
HERRENS DOM = SKEL: FROMME - GUDLØSE Mal 3
LOVEN I MINDE Mal 4
ELIAS VIL KOMME IGEN Mal 4 GT SLUTTER -------
Septuaginta - GT fra hebraisk til græsk
-300-250
Makkabæer-tiden
-168-60
Romertiden
-60 - 313

Hellenisme, (af gr. hellen 'græker' og -isme, dvs. 'græsk levevis, efterligning af græsk levevis'), . Selve ordet optræder første gang i 2. Makkabæerbog 2,13 i Septuaginta, den græske udgave af GT. I nyere tid er det et omstridt begreb, der rummer både en kronologisk og en kulturel dimension. Kronologisk refererer hellenismen eller den hellenistiske epoke som oftest og i disciplinerne oldtidens historie og arkæologi næsten altid til de tre århundreder fra Alexander den Stores regeringstid (336-323 f.Kr.) indtil Octavians, den senere kejser Augustus', sejr over Marcus Antonius og Kleopatra ved Actium i 31 f.Kr. Til grund herfor ligger en definition af hellenisme som den epoke, da grækere (og makedonere) besad den politiske magt i den østlige del af Middelhavsområdet og i den nære orient. Ifølge denne definition har begrebet hellenisme således ikke primært et bestemt kulturelt indhold, men det ligger i tankegangen, at de græske elementer kulturelt er dominerende.
Noget sjældnere betegner hellenisme den mere end dobbelt så lange periode fra Alexander den Store til Konstantin den Store (d.  337 e.Kr.). Her defineres hellenisme som den periode, da den klassisk græske kultur indgik forbindelse med andre kulturer, først og fremmest de nærorientalske og den romerske. Ifølge denne opfattelse, der første gang blev fremsat af den tyske historiker Johann Gustav Droysen i Geschichte des Hellenismus, 1-2 (1836-43), ses hellenismens væsen i den symbiose mellem Orienten og Occidenten, som var en afgørende forudsætning for kristendommen, den "tidens fylde", som Paulus taler om i Galaterbrevet 4,4. Det var samtidig i den epoke, at de klassiske bystater måtte se deres autonomi reduceret, idet den politiske magt blev samlet i store imperier.
I den nyeste forskning nedtones betydningen af de græske træk i hellenistisk kultur, og i stedet fremhæves lokale træk og den generelle arv fra Perserriget. Der er dog en tendens til at bibeholde den korte, historisk-arkæologiske definition på hellenisme; se Grækenland i oldtiden (religion).
hellenistisk jødedom, den del af jødedommen i hellenistisk-romersk tid, som har efterladt sig skrifter på græsk, først og fremmest skrifter af Filon fra Alexandria og Josefus. Dertil kommer Septuaginta, som er den græske oversættelse af GT, og apokryfe gammeltestamentlige skrifter som Makkabæerbøgerne, Siraks Bog, Judits Bog, Tobits Bog o.a. Hellenistisk jødedom kan ses beskrevet i modsætning til judaistisk eller hebraisksproget jødedom (jf. fx Ap.G. 6,1); i bredere forstand betegner hellenistisk jødedom de dele af den antikke jødedom, der menes at være påvirket af hellenistisk sprog og tankegang i betydningen ikke-jødisk eller ikke ægte jødisk tradition. Datidens hellenistiske jøder, fx Filon og Josefus, ville dog nok selv hævde, at de gav deres jødiske kultur et ægte jødisk udtryk.
hellenistisk kunst, den kunst, der ca. 330-31 f.Kr. udfoldede sig i de lande omkring Middelhavet og i Nærorienten, som Alexander den Store havde underlagt sig; se Grækenland i oldtiden (billedkunst).


Markus evangeliet Mark 1-16 65-70
Lukas evangeliet Luk 1-24 70-95
Mattæus evangeliet Matt 1-28 80-90
Johannes evangeliet Joh 1-21 90-110


Jesus fødsel bebudes Luk 1,26
Johannes døbers fødsel bebudes Luk 1,5
Zakarias´s lovsang Luk 1,67
hyrderne - frygt ikke Luk 2,8
Jesu fødsel Luk 2,1 -4 = 0000
Jesu fødsel og navn Matt 1,18 -4 = 0000
Vismændene fra Østerland Matt 2,1
Barnemord i Bethlehem Matt 2,16
Flugten til Egypten Matt 2,13
Jesu omskærelse Luk 2,21
Jesu slægt Luk 3,23
Jesu slægtregister Matt 1,1
Jesus i Nazaret Matt 2,19
Johannes døber Matt 3,1
Jesus i templet Luk 2,41
Jesus døbes Matt 3,13
Jesus døbes Mark 1,9
Jesus døbes Luk 3,21
Jesus fristes Mark 1,12
Jesus fristes af Djævelen Matt 4,1
Jesus fristes i ørkenen Luk 4,1
Jesu forkyndelse:
30-33
Jesus bor i Kapernaum Matt 4,12
Jesus prædiker Matt 4,17
Jesus prædiker Matt 4,23
Jesus prædiker Mark 1,14
Kapernaum, Jesus i Joh 2,12
Emner i de 4 evangelier - sorteret alfabetisk:

almisse Matt 6,1
barmhjertige samaritaner, den : min "næste" Luk 10,25
Beelzebul Mark 3,20
bekendelse, Peters Matt 16,13
bekendelse, Peters Mark 8,27
bekendelse, Peters Luk 9,18
bekendelse, Peters Joh 6,60
bespottelse af Helligånden Matt 12,31
bestikkelse af gravvagterne Matt 28,11
billede, vintræet og grenene Joh 15,1
bortgive det hellige Matt 7,6
bud 5 og 6 Matt 5,21
bøn Matt 6,5
bøn, Jesus lærer os at bede Luk 11,1
bøn og forjættelse Matt 7,7
børn velsignes Matt 19,13
børn velsignes af Jesus Luk 18,15
DEN GYLDNE REGEL: BED-SØG-GIV Matt 7,12
det største bud i loven Matt 22,34
diciple, Jesu krav til Luk 9,57
disciple, Jesus kalder Joh 1,35
dom over Jerusalem Matt 23,34
dom over Jerusalem Luk 13,31
dræbte Galilæere, de Luk 13,1
død, Jesu ord til grækerne om sin Joh 12,20
død, Juda´s Matt 27,3
død, Kaifas: slå Jesus ihjel Joh 11,45
død, rådet beslutter Jesu Matt 26,3
død, rådet beslutter Jesu Mark 14,1
død, rådet kræver Jesu Luk 20,1
dømmesyge Matt 7,1
dømmesyge, advarsel mod Luk 6,37
dåbsbefalingen Matt 28,16
efterfølgelse, Jesu Matt 16,24
efterfølgelse, Jesu Mark 8,34
efterfølgelse, Jesu Luk 9,23
egensindighed Matt 11,16
egensindighed, folkets Luk 7,31
elsk fjender Matt 5,43
fald, bringe til Matt 18,6
fald, bringe til Mark 9,42
farisæerne, Jesu veråb over Matt 23,1
farisæerne, ord mod Luk 16,14
faste Matt 6,16
faste Matt 9,14
faste Mark 2,18
faste Luk 5,33
figentræet forbandes Matt 21,18
fiskefangst, Peters Luk 5,1
fodvaskningen Joh 13,1
folket ynkes Matt 9,35
forargelse Luk 17,1
forbandelse, figentræet Mark 11,12
forfølgelse Matt 10,16
forfølgelser, kommende Joh 16,1
forhærdelsen, jvf. Esajas Joh 12,37
forhør hos Kajfas - ypperstepræsten Matt 26,57
forhør hos Pilatus - Jesus/Barabbas Mark 15,1
forhør hos ypperstepræsten Mark 14,53
forhøret for Pilatus - Jesus/Barabbas Matt 27,11
forkastelse af Jesus - i Nazaret Matt 13,53
forkastes i Nazaret Mark 6,1
forklarelse på bjerget Mark 9,2
forklarelsen på bjerget Matt 17,1
forklarelsen på bjerget Luk 9,28
forræderi, Judas´ Matt 26,14
forræderi, Judas´ Mark 14,10
forræderi, Judas´ Luk 22,1
frelsesveje, Jesus lovpriser Guds frelsesveje Luk 10,21
frelsesveje, Guds Matt 11,25
frugt, sindelagets Luk 6,43
frygtløs, opmuntring til Matt 10,26
frygtløshed, opmundring til Luk 12,4
følge Jesus Matt 8,18
gave, enkens Mark 12,41
gave, enkens Luk 21,1
gengæld Matt 5,38
genkomst, Jesu forudsiger sin Matt 24,1
GUDS RIGES KOMME Luk 17,20
gudsbespottelse, Jesus anklages for Joh 10,22
gæstfrihed/ugæstfrihed, Samaritanernes ... Luk 9,51
gå til jøderne Matt 10,5
had, verdens Joh 15,18
heftighed, Zebedæussønnernes Luk 9,51
helbredelse Matt 8,14
helbredelse, besat Matt 8,28
helbredelse, besat Mark 5,1
helbredelse, besatte i Gadarenernes land Luk 8,26
helbredelse, blind Matt 9,27
helbredelse, blind Mark 8,22
helbredelse, blind Mark 10,46
helbredelse, blind ved Jeriko Matt 20,29
helbredelse, blind ved Jeriko Luk 18,35
helbredelse, blindfødte Joh 9,1
helbredelse, blodsygdom Matt 9,18
helbredelse, blodsygdom Mark 5,21
helbredelse, blodsygdom Luk 8,40
helbredelse, de 10 spedalske Luk 17,11
helbredelse, den kgl. embedsmands søn Joh 4,43
helbredelse, døvstum Mark 7,31
helbredelse, enkens søn Luk 7,11
helbredelse, fremmed i Jesu navn Luk 9,49
helbredelse, høvedsmandens dreng Matt 8,5
helbredelse, høvedsmandens tjener Luk 7,1
helbredelse, krumbøjet kvinde Luk 13,10
helbredelse, lam Mark 2,1
helbredelse, lam Luk 5,17
helbredelse, Lazarus opvækkes fra døden Joh 11,1
helbredelse, månesyg Mark 9,14
helbredelse, månesyg dreng Matt 17,14
helbredelse, månesyg dreng Luk 9,37
helbredelse, ond ånd Mark 1,21
helbredelse, ond ånd i Kapernaum Luk 4,31
helbredelse, Peters svigermor Mark 1,29
helbredelse, Peters svigermor Luk 4,38
helbredelse, spedalsk Matt 8,1
helbredelse, spedalsk Mark 1,40
helbredelse, spedalsk Luk 5,12
helbredelse, syge ved Betesda dam Joh 5,1
helbredelse, vattersotig ... på sabbat Luk 14,1
helbredelse, vissen hånd Matt 12,9
helbredelse, vissen hånd Mark 3,1
helbredelse, vissen hånd Luk 6,6
helbredelse, ånd uddrives i Jesu navn af en fremmed Mark 9,38
helbredelser Matt 14,35
helbredelser Matt 15,29
helbredelser Mark 3,7
helbredelser Mark 6,53
helbredelser Luk 6,17
helbredelser, lamme Matt 9,1
Helligånden Mark 3,20
HELLIGÅNDENS GERNING Joh 16,5
HELLIGÅNDENS KOMME Joh 7,32
henrettelse af Johannes døber Matt 14,1
Herodes ønsker at se Jesus Luk 9,7
huse, de 2 Matt 7,24
huse, de 2 Luk 6,46
hvem er Jesus, spørger Johs.døber Matt 11,1
hædersplads - Zebedæussønnerne Matt 20,20
hædersplads - Zebedæussønnernes bøn Mark 10,35
Jerusalem, indtoget i Matt 21,1
Jerusalem, indtoget i Mark 11,1
Jerusalem, indtoget i Luk 19,28
Jerusalem, indtoget i Joh 12,12
Jerusalem, Jesus græder over Luk 19,41
Jerusalems ødelæggelse Mark 13,1
Jerusalems ødelæggelse, Jesus forudsiger Matt 24,1
Jerusalems ødelæggelse forudsiges Luk 21,5
JESU YPPERPRÆSTELIGE BØN Joh 17,1
Jesu afsked Matt 28,16
Jesu bjergprædiken Matt 5-7
Jesu bortgang, men GENSYN Joh 16,16
JESU GENKOMST Luk 17,22
Jesu GENKOMST forudsiges Luk 21,5
Jesus, den gode HYRDE Joh 10,1
Jesus - DOMMEN Joh 5,19
JESUS EET MED GUD Joh 10,22
Jesus er MESSIAS Joh 10,22
Jesus - EVIGT LIV Joh 5,19
Jesus - GUDS SØN Joh 5,19
Jesus helbreder Matt 4,23
Jesus i Efraim Joh 11,54
Jesus i Peræa Joh 10,40
Jesus kalder 4 diciple Matt 4,18
Jesus kalder disciple Mark 1,16
Jesus om FRED - GLÆDE Joh 14,25
Jesus om HELLIGÅNDEN Joh 14,12
Jesus om HERLIGGØRELSE Joh 13,31
Jesus om KÆRLIGHED Joh 13,31
Jesus om Peters fald Joh 13,36
Jesus om sin bortgang Joh 14,1
Jesus taler om Judas Joh 13,21
Johannes døber Mark 1,1
Johannes døber : Elias Matt 17,10
Johannes døber : Elias Mark 9,11
Johannes døber henrettes Mark 6,14
Johannes spørger Jesus Luk 7,18
Jonastegnet Matt 12,38
Jonastegnet Luk 11,29
kaldelse Matt 9,9
kaldelse, Levis Mark 2,13
kaldelse, Levis Luk 5,27
kraft, troens Mark 11,19
kvinde, den kananæiske Mark 7,24
kvinde, den kananæiske Matt 15,21
kvinde priser Jesu mor Luk 11,27
kvinder hjalp Jesus Luk 8,1
kærlighed til fjender Luk 6,27
KÆRLIGHEDSBUDET Joh 15,9
ledtog med hvem Luk 11,14
lidelsen forudsiges 1. Matt 16,21
lidelsen forudsiges 1. Mark 8,31
lidelsen forudsiges 1. Luk 9,18
lidelsen forudsiges 1. Joh 7,32
lidelsen forudsiges 2. Matt 17,22
lidelsen forudsiges 2. Mark 9,30
lidelsen forudsiges 2. Luk 9,44
lidelsen forudsiges 3. Matt 20,17
lidelsen forudsiges 3. Mark 10,32
lidelsen forudsiges 3. Luk 18,31
lidelsen forudsiges 4. Matt 26,1
lignelse, 10 brudejomfruer Matt 25,1
lignelse, 2 sønner Matt 21,28
lignelse, arbejderne i vingården Matt 20,1
lignelse, betroede talenter Matt 25,14
lignelse, de betroede pund Luk 19,11
lignelse, de utro vingårdsmænd Luk 20,9
lignelse, den fortabte søn Luk 15,11
lignelse, den gældbundne tjener Matt 18,21
lignelse, den rige mand & Lazarus Luk 16,19
lignelse, den tabte sølvmønt Luk 15,8
lignelse, den utro godsforvalter Luk 16,1
lignelse, det mistede får Luk 15,1
lignelse, det store gæstebud Luk 14,15
lignelse, det ufrugtbare figentræ Luk 13,6
lignelse, enken og dommeren Luk 18,1
lignelse, farisæeren og tolderen Luk 18,9
lignelse, kongesønnens bryllup Matt 22,1
lignelse, om sædemanden Luk 8,4
lignelse, perlen Matt 13,45
lignelse, rajgræs i hveden Matt 13,24
lignelse, sennepsfrøet Matt 13,31
lignelse, sennepsfrøet Mark 4,30
lignelse, sennepsfrøet Luk 13,18
lignelse, skatten Matt 13,44
lignelse, surdejgen Matt 13,33
lignelse, surdejgen Luk 13,18
lignelse, sædemanden Matt 13,1
lignelse, sædemanden Mark 4,1
lignelse, sædens vækst Mark 4,26
lignelse, utro vingårdsmænd Matt 21,33
lignelse, vingårdsmænd Mark 12,1
lignelse, voddet Matt 13,47
lignelser, grunden til Matt 13,10
lignelser, grunden til Mark 4,10
lignelser, grunden til Luk 8,9
lignelsestalen, et profetisk ord om Matt 13,34
liv, vejen til Matt 7,13
livets brød, Jesus som Joh 6,22
loven Matt 5,17
lovens største bud Mark 12,28
lys, Jesus verdens Joh 8,12
lyset i stagen Luk 11,33
løn Matt 10,40
løn Matt 19,27
løn Mark 10,28
løvhyttefest i Jerusalem ... Jesus til Joh 7,1
Maria Luk 10,38
Marta Luk 10,38
medkristen, forhold til ... synder Matt 18,15
meninger om Jesus Joh 7,11
MESSIAS - Davids søn/herre Matt 22,41
MESSIAS - Davids søn/herre Mark 12,35
MESSIAS - Davids søn/herre Luk 20,41
mildhed Matt 12,15
MISSIONSBEFALINGEN Matt 28,16
MISSIONSBEFALINGEN Mark 16,9
mættes, 4000 mænd Matt 15,32
mættes, 4000 mænd Mark 8,1
mættes, 5000 mænd Matt 14,13
mættes, 5000 mænd Mark 6,30
mættes, 5000 mænd Luk 9,10
mættes, 5000 mænd Joh 6,1
Nikodemus Joh 3,1
Nikodemus Joh 7,45
næringssorg Matt 6,25
næringssorg Luk 12,22
ofre kræves af diciple Luk 14,25
onde, ledtog med Matt 12,22
OPSTANDELSE - Saddukæernes spørgsmål Matt 22,23
OPSTANDELSE - Saddukæernes spørgsmål Mark 12,18
OPSTANDELSE - Saddukæernes spørgsmål Luk 20,27
ord, Guds - evighed Joh 1,1
ord, Guds - JESUS KRISTUS Joh 1,1
ord, Guds - menneskeblivelse Joh 1,1
ord, Guds - skabelse Joh 1,1
ordets tilegnelse Mark 4,21
ordets tilegnelse Luk 8,16
profeter, falske Matt 7,15
ren/uren iflg. farisæerne Matt 15,1
ren/uren iflg. farisæerne Mark 7,1
ren/uren iflg. Jesus Matt 15,1
rigdom Matt 6,19
rige, den rige bonde Luk 12,13
rige, den rige mand Matt 19,16
rige, den rige mand Mark 10,17
rige, den rige mand Luk 18,18
ringeagt, de andre Matt 18,10
rådet kræver Jesus til regnskab Matt 21,23
rådet kræver Jesus til regnskab Mark 11,27
sabbat, aksplukning Matt 12,1
sabbat, aksplukning Mark 2,23
sabbat, aksplukning Luk 6,1
salig Matt 5,3
saligprisninger Luk 6,20
salt og lys Matt 5,13
salving - Jesus salves af synderinde Luk 7,36
salving i Betania Matt 26,6
salving i Betania Mark 14,3
salving i Betania Joh 12,1
skat, tempelskatten Matt 17,24
skattens mønt Matt 22,15
skattens mønt Mark 12,13
skattens mønt Luk 20,20
skilsmisse Matt 5,31
skilsmisse Matt 19,3
skilsmisse, Jesus om Mark 10,1
skriftkloge, advarsel mod Mark 12,38
skriftkloge, advarsel mod Luk 20,45
skriftkloge, Jesu veråb over Matt 23,1
slægtninge, sande Matt 12,46
slægtninge, sande Mark 3,31
slægtninge, sande Luk 8,19
splid, evg. vil vække Matt 10,34
splid, evg. vil vække Luk 12,49
stormen på søen Matt 8,23
stormen på søen Mark 4,35
stormen på søen Luk 8,22
surdejg, farisæernes Matt 16,5
surdejg, farisæernes Mark 8,14
surdejg, farisæernes Luk 12,1
sværd, de 2 Luk 22,35
sværge Matt 5,33
synagoge, Jesus prædiker i Luk 4,14
synagoge, Jesus prædiker i Luk 4,42
synagoger, Jesus prædiker i Galilæas Mark 1,35
SYND ctr FRIHED Joh 8,30
SYND ctr TRÆLDOM Joh 8,30
tegn, krav om Matt 16,1
tegn, krav om Mark 8,10
tegn, tidens Luk 12,54
tempelrensningen Matt 21,12
tempelrensningen Mark 11,15
tempelrensningen Luk 19,45
tempelrensningen Joh 2,13
tilbagefald, faren for Matt 12,43
tilbageholdenhed Matt 12,15
tilgive Luk 17,1
tjenersind Luk 17,5
tro Luk 17,5
tro ... ikke tro Joh 7,25
troskab Luk 12,35
trussel - Israel ud af GUDS RIGE (trussel) Luk 13,22
trætte indbydes Matt 11,28
tårnet i Siloam Luk 13,1
ubodfærdige byer, veråb over Matt 11,20
udseldelse, 70 diciple Luk 10,1
udseldelse, 70 diciple - retur Luk 10,17
udsendelse af 12 apostle Matt 10,1
udsendelse af 12 apostle Mark 6,7
udsendelse af 12 apostle Luk 9,1
udvælgelse af 12 apostle Mark 3,13
udvælgelse af 12 apostle Luk 6,12
uenighed om Jesus Joh 7,40
under - brylluppet i Kana Joh 2,1
under - den samaritanske kvinde Joh 4,1
vandring på søen Matt 14,22
vandring på søen Mark 6,45
vandring på søen Joh 6,16
vantro jøder, Jesus om Joh 8,12
velgerning uden gengæld Luk 14,7
velsigner børn, Jesus Mark 10,13
verdensdommen Matt 25,31
veråb Luk 6,20
veråb over farisæerne Luk 11,37
vidnesbyrd, Jesus om sig selv Joh 7,14
vidnesbyrd, Johannes døbers Joh 1,19
vidnesbyrd, Johannes døbers Joh 3,22
vidnesbyrd, skriftens - Døberens ... , Guds ... Joh 5,31
ydmyghed Luk 14,7
ydmyghed, formaning til Luk 22,24
ypperstepræstens tjenere Joh 7,45
Zakæus Luk 19,1
ægteskab Matt 19,3
ægteskab, Jesus om Mark 10,1
ægteskabsbrydersken Joh 7,53
ærgerrighed, diciplenes Mark 9,33
ærgerrighed, diciplenes Luk 9,46
ærgærrighed Matt 18,1
øjenvidner Mark 15,38
årvågenhed Luk 12,35
årvågenhed, formaning til Mark 13,33
årvågenhed, Jesus formaner til Matt 24,42
herefter kronologisk ...

NADVEREN INDSTIFTES Matt 26,26
NADVEREN INDSTIFTES Mark 14,22
NADVEREN INDSTIFTES Luk 22,7
PÅSKEMÅLTIDET Matt 26,17
PÅSKEMÅLTIDET Luk 22,7
GETSEMANE Matt 26,36
GETSEMANE Mark 14,32
GETSEMANE Luk 22,39
Jesus forrådes ... fange Joh 18,1
Peters fornægtelse forudsiges Matt 26,30
Peters fornægtelse forudsiges Mark 14,26
Peters fornægtelse forudsiges Luk 22,24
pågribelsen Matt 26,47
pågribelsen Mark 14,43
pågribelsen Luk 22,47
Jesus til Annas og Kajfas Joh 18,12
Jesus til Pilatus Matt 27,1
Jesus for Pilatus Joh 18,28
Jesus for Pilatus - Barabbas fri Luk 23,1
Jesus forhøres for rådet Luk 22,62
Jesus spottes Luk 22,62
Peters fornægtelse Matt 26,69
Peters fornægtelse Mark 14,66
Peters fornægtelse Luk 22,54
Peters fornægtelse Joh 18,12
tornekroning ... domfældelse Joh 19,1
tornekroningen Matt 27,27
tornekroningen Mark 15,16
GOLGATA Joh 19,17
KORSFÆSTELSEN Matt 27,32
KORSFÆSTELSEN Mark 15,21
KORSFÆSTELSEN Luk 23,26
Jesus beder for sine fjender Luk 23,26
Jesus trøster røveren og dør Luk 23,26
spydstikket Joh 19,31
begravelsen Matt 27,57
begravelsen Mark 15,42
begravelsen Joh 19,38
Jesus begraves Luk 23,50
graven bevogtes Matt 27,62
2 diciple ved TOM grav Joh 20,1
Jesu OPSTANDELSE - DØDEN ER OVERVUNDET Luk 24,1
Jesu OPSTANDELSE - SYNDENS LØN ER SONET Matt 28,1
Jesu OPSTANDELSE - GUDS MAGT Matt 28,1
Jesu OPSTANDELSE - HOVED-HJØRNE-STENEN Matt 28,1
OPSTANDELSEN : forkyndes af engel Mark 16,1
HENSIGT: LIV I JESU NAVN Joh 20,30
hensigten med EVANGELIET : JESUS ER GUDS SØN Joh 20,30
Jesus genindsætter Peter: apostel Joh 21,15
Jesus om Peters fremtid Joh 21,20
Jesus åbenbarer sig ... 7 diciple Joh 21,1
Jesus åbenbarer sig ... apostlene Joh 20,19
Jesus åbenbarer sig for diciplene Luk 24,36
Jesus åbenbarer sig ... Maria Joh 20,11
Jesus åbenbarer sig ... Tomas Joh 20,26
vandringen til Emmaus Luk 24,13
Jesu HIMMELFART Mark 16,19
Jesu HIMMELFART Luk 24,50
Jesu himmelfart Apg 1,1
.
Det ny Testamentes bøger er redigeret kronologisk. Bøgernes emner er sorteret alfabetisk.
.
Den 3. mur - Agrippa
41-44
Paulus (P´s breve) - korsfæstet udenfor Rom ???
34-66
P til Thessalonikerne 1. 1 Thess 1-5 51
død 1 Thess 4,13
forfølgelse 1 Thess 2,13
forkynd 1 Thess 2,1
genkomst, Jesu 1 Thess 4,13
kærlighed 1 Thess 4,9
liv, helligt uden utugt 1 Thess 4,1
tak 1 Thess 1,1
vækst 1 Thess 3,11
P til Thessalonikerne 2. 2 Thess 1-3 52
antikrist 2 Thess 2,1
Herrens dag 2 Thess 2,1
Kristi genkomst : straf/løn 2 Thess 1,3
orden : arbejdssomhed 2 Thess 3,6
trofasthed, Guds 2 Thess 3,1
udvalgte LÆSERE 2 Thess 2,13
vækst, åndelig 2 Thess 1,11
P til Galaterne Gal 1-6 54-57
det sande EVANGELIE Gal 1,6
EVANGELIET FRA KRISTUS Gal 1,11
FRELSE VED TRO -GERNINGER Gal 2,11
FRI I KRISTUS Gal 4,21
FRIKØBT FRA LOVEN : KRISTUS Gal 3,10
Helligånden : tro Gal 3,1
lov-lærerne skal undgås Gal 6,11
Paulus : hedningeapostel nr 1 Gal 2,1
trællekår : barnekår Gal 4,1
ÅND : KØD Gal 5,16
P til Korint 1. 1 Kor 1-16 54-57
afholdelse p.g.a. trosfæller 1 Kor 8,7
afsavn 1 Kor 9,24
ansvar : forkynders 1 Kor 3,10
blodskam : udstødelse 1 Kor 5,1
frelse, forspilde 1 Kor 10,1
frihed : misbrug : utugt 1 Kor 6,12
frihed, personlig : give afkald 1 Kor 9,1
genkomst, Jesu 1 Kor 15,50
giftemål, jomfruers 1 Kor 7,25
ikke menneskelig VISDOM 1 Kor 2,1
INGEN KÆRLIGHED : -NÅDEGAVE 1 Kor 13,1
KENDETEGN : GUDS TALE 1 Kor 12,1
KRAFT : VISDOM 1 Kor 1,17
KVINDER SKAL TIE under GUDSTJENESTER 1 Kor 14,34
kvinder : slør 1 Kor 11,2
KÆRLIGHEDEN UFORGÆNGELIG 1 Kor 13,8
KÆRLIGHEDENS EGENSKABER 1 Kor 13,4
nadveren : sømmelig 1 Kor 11,17
nådegaver nødvendige 1 Kor 12,12
nådegaverne fra Gud 1 Kor 12,4
offerkød, nydelse af 1 Kor 8,1
offerkød, nydelse af 1 Kor 10,23
offermåltid : NADVER 1 Kor 10,14
ofre uden værdi, altid 1 Kor 13,1
OPSTANDELSE, Jesus:beviset 1 Kor 15,1
Paulus og undervisningen 1 Kor 4,6
retssager 1 Kor 6,1
sammenkomst : opbyggelse 1 Kor 14,26
skilsmisse 1 Kor 7,10
tak for Guds nådegaver 1 Kor 1,4
tilpasse sig : andres FRELSE 1 Kor 9,19
TRO : HELLIGÅNDEN 1 Kor 2,14
TROSKAB : GUDS DOM ALENE 1 Kor 4,1
tungetale 1 Kor 14,1
UDVALGT : RINGEAGTEDE 1 Kor 1,26
ugift stand 1 Kor 7,8
utugtige 1 Kor 5,9
VANTRO : TÅBELIGHED 1 Kor 1,17
visdom : egen/menneskers 1 Kor 3,18
VISDOM : HELLIGÅNDEN 1 Kor 2,6
ægtefællers samliv 1 Kor 7,1
ægteskab, enkers 1 Kor 7,39
ægteskaber, blandede 1 Kor 7,12
P til Korint 2. 2 Kor 1-13 57
apostolisk myndighed 2 Kor 12,11
den NYE PAGT 2 Kor 3,4
frugt, bær ... i kristenlivet 2 Kor 6,1
fællesskab : hedninge 2 Kor 6,14
HERLIGHED : KOMMENDE 2 Kor 4,13
legeme, nyt himmelsk 2 Kor 5,1
renselse : helliggørelse 2 Kor 6,14
P til Romerne Rom 1-16 57-58
Abraham, troens far Rom 4,9
Adam: DØD Rom 5,12
ALT TIL VORT BEDSTE Rom 8,28
Anerkend andres SYN Rom 14,1
Forjættelserne svigtes IKKE Rom 9,6
Gud i naturen Rom 1,18
GUD : KRISTUS Rom 3,21
GUDS KÆRLIGHED : TRYGHED Rom 8,31
hedninge : samvittighed Rom 2,11
Israel skal FRELSES Rom 11,25
Israels forhærdelse : En tid Rom 11,25
jøder : loven Rom 2,11
jøder VANTRO : hedninger FRELSE Rom 11,11
KRISTUS : LIV Rom 5,12
kærlighed til næsten Rom 13,8
LOVEN : NÅDEN STØRRE Rom 5,20
lovprisning Rom 16,24
lydighed : øvrigheden Rom 13,1
Paulus : smerte over jøderne Rom 9,1
religiøs iver frelser IKKE Rom 10,1
RETFÆRDIG : TRO - GT:VIDNE Rom 4,1
synd : dom Rom 3,9
trængsel styrker HÅBET Rom 5,1
Vi MÅ IKKE foragte jøder Rom 11,16
vis kærlighed mod ALLE Rom 12,9
P til Efeserne Ef 1-6 58-63
bed Ef 6,10
bevar ÅNDENS ENHED Ef 4,1
bøn om indsigt Ef 1,15
frelsen er for ALLE Ef 3,1
før : døde nu : levende i Kristus Ef 2,1
før : fremmede nu: hjemme hos Gud Ef 2,11
GUD FRELSER ALLE Ef 1,3
Guds rustning Ef 6,10
hedensk væsen Ef 4,17
hedenske synder Ef 4,25
hilsen til LÆSERNE Ef 1,1
kærlighedens gørere Ef 5,1
lev i Guds lys Ef 5,15
nådegaver Ef 4,7
pligter : børn : forældre : slaver Ef 6,1
syndens mørke Ef 5,3
ægtefællers pligter for hinanden Ef 5,22
åndemagter, kæmp mod Ef 6,10
P til Filipperne Fil 1-4 58-63
bøn om vækst Fil 1,3
enighed Fil 4,2
fuldkommenhed, kristelig Fil 3,12
hold sammen Fil 1,27
stræb efter frelsen Fil 2,12
tak til LÆSERNE Fil 1,3
vranglære, advarsel mod Fil 3,1
P til Filemon Filem 1-1 58-63
bøn om tilgivelse Filem 1,8
tak for tro og kærlighed Filem 1,4
Apostlenes Gerninger Apg 1-28 61-95
APOSTELMØDET : JERUSALEM : bruddet med jødedommen Apg 15,1 58
Forbud: Jesus er MESSIAS Apg 5,33
Jesu himmelfart Apg 1,1
Mattias vælges til apostel: for Judas Apg 1,12
menighed 1. : Antiokia Apg 11,19
Paulus 1. missionsrejse Apg 13,1
Paulus 2. missionsrejse Apg 15,30
Paulus 3. missionsrejse Apg 18,23
Paulus fange i Rom Apg 28,17
Paulus for rådet - appel : kejseren Apg 23,1
Peter: Jesus er MESSIAS Apg 3,12
PINSEDAG Apg 2,1
Saulus omvendes Apg 9,1
Stefanus martyr Apg 7,54
P til Kolossenserne Kol 1-4 61-63
adfærd Kol 4,5
bed Kol 4,2
bliv i KRISTUS : fly "visdom" Kol 2,4
BYT BREVE Kol 4,10
dyder Kol 3,12
engledyrkere, advarsel mod Kol 2,16
GUDS SØN : FRELSEREN Kol 1,14
hedenske synder, bryd med Kol 3,5
helliggørelse Kol 3,1
PLIGTER: ægtefæller,børn,trælle Kol 3,18
tak for LÆSERNES TRO Kol 1,3
åndemagter besejret af KRISTUS Kol 2,9
P til Timoteus 1. 1 Tim 1-6 64-90
falske lærere 1 Tim 4,1
falske lærere 1 Tim 6,3
falske lærere ctr GUDSFRYGT 1 Tim 4,6
forbillede, vær 1 Tim 4,12
forskrifter : FORSAMLING : BØN 1 Tim 2,1
forskrifter : FORSTANDERE 1 Tim 3,1
forskrifter : KIRKENS TRO 1 Tim 3,14
forskrifter : KVINDERS OPTRÆDEN 1 Tim 2,8
forskrifter : medlemmer 1 Tim 5,1
forskrifter : TJENERE 1 Tim 3,8
liv i Gudsfrygt 1 Tim 6,11
læren : LOVEN 1 Tim 1,3
nåden i Kristus 1 Tim 1,12
rige : godgørenhed 1 Tim 6,17
strid den gode strid 1 Tim 1,18
trælles pligter 1 Tim 6,1
vranglære : VISDOM 1 Tim 6,20
P til Titus Tit 1-3 64-66
forman : ALLE Tit 2,1
forskrifter : FORSTANDERE Tit 1,5
frelsen : fra SYND Tit 3,3
genfødelse : fra SYND Tit 3,3
lydighed : ØVRIGHEDEN Tit 3,1
opdragelse, Guds Tit 2,11
sagtmodighed Tit 3,1
vranglærere Tit 1,10
vranglærere Tit 3,12
Markus evangeliet Mark 1-16 65-70
Revolten mod Rom - Talmud
66
P til Timoteus 2. 2 Tim 1-4 67-90
de sidste tider : fordærv 2 Tim 3,1
falske lærere 2 Tim 2,14
forkynd : FRIMODIGT 2 Tim 1,6
forkynd ORDET : TROSKAB 2 Tim 4,1
frafaldne 2 Tim 1,15
GUDS KIRKE : urokkelig 2 Tim 2,19
hold ud : troens strid 2 Tim 2,1
lidelse : HERLIGHED 2 Tim 2,8
ros : trofaste 2 Tim 1,15
SKRIFTEN : VEJLEDER 2 Tim 3,14
vær Herrens tjener 2 Tim 2,22
Peters 1. brev 1 Pet 1-5 67-96
elsk hverandre 1 Pet 2,1
genfødelsen 1 Pet 1,3
Guds bistand 1 Pet 5,10
Guds rette ejendomsfolk 1 Pet 2,1
kristne : bryd med SYNDEN 1 Pet 4,1
kristne : hedninge 1 Pet 2,11
kristne : jordiske herrer 1 Pet 2,18
kristne : lev i kærlighed 1 Pet 4,7
kristne : lide ... dommens nærhed 1 Pet 4,17
kristne : lide med glæde ... fordi 1 Pet 4,12
kristne : tjen med NÅDEGAVER 1 Pet 4,7
kristne : ydmyg ... årvågne 1 Pet 5,1
kristne : øvrigheden 1 Pet 2,13
lidelse : tålmodig 1 Pet 3,13
LÆSERNE : lev lydig/helligt Guds børn 1 Pet 1,13
ordet nærer kristenlivet 1 Pet 2,1
pligter : ægtefællers 1 Pet 3,1
ydmyg : forsonlig 1 Pet 3,8
åndeligt hus : vi er et 1 Pet 2,1
Jerusalem ødelagt
70
Jøderne i eksil - Diasporaen total
70
Lukas evangeliet Luk 1-24 70-95
Templet ødelagt - ofringerne ophørte
70
GT kanoniseret - i Jamnia

Mattæus evangeliet Matt 1-28 80-90
P til Hebræerne Hebr 1-13 80-96
advarsel : forhærdelse Hebr 3,7
bed for mig Hebr 13,17
bekendelsen Hebr 10,19
DEN NYE PAGT Hebr 8,6
djævel Hebr 2,10
forjættelse, Guds Hebr 6,9
frafald, advarsel mod Hebr 6,1
frelse fra død Hebr 2,10
fuldkommen SONING Hebr 9,11
genkomst Hebr 10,32
Gud har åbenbaret sig i sønnen Hebr 1,1
helliggørelse Hebr 12,12
hold fast ved KRISTUS Hebr 13,7
HÅB : TILLID som ABRAHAM Hebr 6,9
JESU BLOD : KRAFT Hebr 9,23
Jesu fuldkomne OFFER : NY PAGT Hebr 10,5
KRISTUS : HIMMELSK HELLIGDOM Hebr 8,1
Kristus : Melkisedek Hebr 5,5
Kristus : Moses Hebr 3,1
Kristus : TRO Hebr 12,1
KRISTUS : YPPERSTEPRÆST Hebr 4,14
LIDELSE : HERLIGHED Hebr 2,5
liv : helligt Hebr 13,1
lydighed : ledere Hebr 13,17
LÆSERNES uMODENHED Hebr 5,11
ny pagt : herlighed Hebr 12,18
NY PAGT : JESU BLOD Hebr 9,15
ofre, åndelige Hebr 13,7
ofringer, ufuldkomne Hebr 10,1
ORDETS KRAFT Hebr 4,11
præstedømme ... fra Gud Hebr 7,11
ringeagt ikke frelsen i Kristus Hebr 2,1
sabbathvilen venter Hebr 4,1
Sønnen : højt over englene Hebr 1,5
TROS KRAFT : GT Hebr 11,1
tugt Hebr 12,4
vejen via pagterne Hebr 9,1
ypperstepræst Hebr 2,10
YPPERSTEPRÆST : GUDS SØN Hebr 7,26
YPPERSTEPRÆST kaldet af GUD Hebr 5,1
Judas' brev Jud 1-1 89-90
forførere Jud 1,5
Gud værner TROENDE Jud 1,24
vranglærere Jud 1,3
Johannes' 1. brev 1 Joh 1-5 90-100
antikrist : fornægtelse 1 Joh 2,18
bliv i KRISTUS 1 Joh 2,28
brud : SYND ... samfund med Gud 1 Joh 5,18
bøn : forbøn 1 Joh 5,13
elsk ikke verden 1 Joh 2,12
GUD : SØN 1 Joh 5,6
GUDS BØRN = BRODERKÆRLIGHED 1 Joh 3,7
JESUS : LIVETS ORD 1 Joh 1,1
JESUS : SYNDERES TALSMAND 1 Joh 2,1
kristne : vandre i lyset ... bekende 1 Joh 1,5
kærlighed, indbyrdes 1 Joh 4,7
kærlighedsbuddet 1 Joh 2,3
prøv ÅNDERNE 1 Joh 4,1
salighedshåbet : bryd med synden 1 Joh 3,1
TRO : SEJRENDE KRAFT 1 Joh 5,1
øjenvidne 1 Joh 1,1
Johannes evangeliet Joh 1-21 90-110
Johannes' 2. brev 2 Joh 1-1 90-100
antikrist : fornægtelse 2 Joh 1,7
kærlighed, indbyrdes 2 Joh 1,4
Jakobs brev Jak 1-5 95-100
bagtalelse : sladder Jak 4,11
dom over rige : udbytte andre Jak 5,1
forbøn : syge Jak 5,13
fristelser ctr gaver fra Gud Jak 1,12
gudsdyrkelse : sand Jak 1,26
hør Guds ORD : lev derefter Jak 1,19
næstekærlighed Jak 2,8
personsanseelse Jak 2,1
prøvelser Jak 1,2
sindelag Jak 4,1
standsforskelle Jak 1,9
sværge Jak 5,12
tro uden gerninger = DØD Jak 2,14
tryghed, falsk Jak 4,13
tungens synder Jak 3,1
tålmodighed Jak 5,7
udholdenhed Jak 1,2
vildfarne : BRØDRE Jak 5,19
VISDOM : SAND ctr FALSK Jak 3,13
Johannes' åbenbaring Åb 1-22 95
24 ÆLDSTE Åb 4,1
4 LIVSVÆSENER Åb 4,1
7 engle : 7 plager Åb 15,1
Babylons fald Åb 18,1
BASUN 1-4 : LYDER Åb 8,6
BASUN 5 : AFGRUNDEN ÅBNES Åb 9,1
BASUN 6 : 4 engle løses : DRAB Åb 9,13
BASUN 6 : engel med lille bog Åb 10,1
BASUN 6 : Guds 2 vidner Åb 11,3
BASUN 6 : resten ej omvendes Åb 9,13
BASUN 6 : templet måles Åb 11,1
BASUN 7 : 3 engle forkynder DOM Åb 14,6
BASUN 7 : dyret fra havet Åb 12,18
BASUN 7 : dyret fra jorden Åb 13,11
BASUN 7 : forjættelse til HELLIGE Åb 14,12
BASUN 7 : GUDS VREDES HØST Åb 14,17
BASUN 7 : krig mod kvinden/afkom Åb 12,13
BASUN 7 : kvinden og dragen Åb 12,1
BASUN 7 : LAMMET OG FØLGET Åb 14,1
BASUN 7 : LOVSANG I HIMMELEN Åb 11,15
BASUN 7 : MENNESKESØNNENS HØST Åb 14,14
BASUN 7 : Mikael og dragen Åb 12,7
BOGEN : 7 SEGL : LAMMET ÅBNER Åb 5,1
bogens tilblivelse Åb 1,1
DEN NY VERDEN Åb 21,1
DEN STORE DOM Åb 20,11
den store klage Åb 18,9
DEN ØDE STAD Åb 18,21
DET NYE JERUSALEM Åb 21,9
DET STORE HALLELUJA Åb 19,1
djævelens sidste kamp Åb 20,7
glæde i HIMMELEN Åb 18,20
GUD PÅ TRONE Åb 4,1
Guds 7 vredesskåle Åb 16,1
HERRENS NÅDE MED JER ALLE Åb 22,6
hilsen til LÆSERNE Åb 1,4
kristi genkomst varsles Åb 1,7
KRISTI SEJRSTOG Åb 19,11
LAMMET lovprises Åb 5,8
LAMMETS BRYLLUP Åb 19,1
LIVETS FLOD : LIVETS TRÆ Åb 22,1
LOVSANG Åb 4,7
MENIGHEDER I LILLEASIEN : 7 Åb 1,9
me: Efesus Åb 2,1
me: Filadelfia Åb 3,7
me: Laodikea Åb 3,14
me: Pergamum Åb 2,12
me: Sardes Åb 3,1
me: Smyrna Åb 2,8
me: Tyatira Åb 2,18
Moses og lammets SANG Åb 15,1
SEGL 1-4 : 4 ryttere Åb 6,1
SEGL 5 : MARTYRERNES SJÆLE Åb 6,9
SEGL 6 : ALLE FOLKESLAG : TRONEN Åb 7,9
SEGL 6 : Guds tjenere BESEGLES Åb 7,1
SEGL 6 : VERDENSRYSTELSER Åb 6,12
SEGL 7 : 7 ENGLE : BASUNER Åb 8,2
SEGL 7 : RØGELSE ofres Åb 8,2
SEGL 7 : TORDEN : JORDSKÆLV Åb 8,2
skøgen og dyret Åb 17,1
skøgen og dyret : tydning Åb 17,7
SYNER nedskrives Åb 1,9
tusindårsriget Åb 20,1
Johannes' 3. brev 3 Joh 1-1 100
hjælpsomhed : MISSIONÆRERNE 3 Joh 1,3
Peters 2. brev 2 Pet 1-3 100-200
advarsel mod: FORDREJELSER 2 Pet 3,11
GENKOMST : spottere 2 Pet 3,1
lev helligt 2 Pet 3,11
LÆSERNE : ØJENVIDNER 2 Pet 1,3
straf i vente : vranglærere 2 Pet 2,4
vranglærere 2 Pet 2,1
NT-tid slutter
100
Kirkens historie begynder
100
Bar Kochba revolte
132
Jerusalem blev: Aelia Capitolina / Palæstina opfundet / straf
135
Kirkefædre: doctores ecclesiæ; oldkirkelige teologer, der har haft afgørende indflydelse på kirkens udvikling og har været med til at udforme kristendommens dogmer. Blandt de kirkefædre, hvis dogmatiske forfatterskab ved dekret er godkendt i sin helhed af den katolske kirke, kan nævnes Ambrosius,  Augustinus,  Hieronymus og  Gregor den Store, i Østkirken  Athanasios,  Basilios, Gregor af Nazians og Chrysostomus.

1. Den grundlæggende tid indtil kirkemødet i Nikæa år 325

a) de apostolske fædre, apologeterne
, Irenæus, Klemens fra Aleksandria, Origenes, Tertullian (d. e. 220), Kyprian  (d. 258) og Euseb.

160-220 Tertullianus, Quintus Septimus Florens: Tertullian; kirkefader fra Karthago; gjorde latin til kirkeligt sprog, grundlagde læren om  arvesynden og om  Treenigheden. Sluttede sig senere til montanismen. Skrev bl.a. Apologeticus og Ad nationes.

185-254 Origenes: alexandrinsk kirkefader; ledede kateketskolen i Alexandria. Udfoldede et omfattende forfatterskab og betragtes som den kristne teologis fader; hans kristelig-nyplatoniske spekulative system erklæredes for kættersk af koncilet i Konstantinopel 553; men hans indflydelse inden for kirken er uomtvistelig og omfattende. Hovedværkerne er Hexapla, hvori Gamle Testamentes hebraiske skrifter sammenstilles med forskellige græske oversættelser; den første kristne dogmatik: Om grundlærdommene, talrige kommentarer og prædikener og forsvarsskriftet for kristendommen Mod Celsus.

b) Blomstringstiden indtil kirkemødet i Kalkedon år 451
Atanasius, de 3 store kappadokiere: Basilius den Store (d. 379), Gregor af Nazianz (d. 390), Gregor af Nyssa (d. 394); antiokensk eksegese: Afrem Syrer (d. 373), Johannes Krysostomus (d. 407), Ambrosius af Milano (d. 397), Synesius af Kyrene (d. 413), Hieronymus, Augustin (d. 430).

295-373 Athanasios den Store: en af oldkirkens betydeligste teologer og kirkeledere; virksom forkæmper for den i Nikæa 325 fastlagte lære og for munkevæsenet. Fra 328 patriark af Alexandria.

329-90 Gregor af Nazianz: græsk kirkefader; ærkebiskop af Konstantinopel 381. Gav treenighedsdogmet dets endelige udformning.

330-379 Basilios den Store: ærkebiskop af Cæsarea 370. Skal have udarbejdet en munkeregel, som siden har været gældende for mange græske klostre.

335-94 Gregor af Nyssa: græsk kirkefader; gav de nikænske ideer dogmatisk udformning; lå i strid med arianerne.

339-97 Am'brosius, Aurelius: den første af de fire store vesterlandske kirkelærere. Romersk statholder; blev 374 biskop i Milano; veltalende prædikant, hymnedigter og forfatter. Har påvirket liturgiens udvikling.

340-420 Hieronymus, Eusebius Sophronius: kirkefader, hvis oversættelse, Vulgata, af Bibelen til latin blev Romer-kirkens officielle oversættelse. Forkæmper for en asketisk livsførelse; oprettede et kloster i Betlehem, hvor han udfoldede en rig forfattervirksomhed. Levede i mange år som eremit og blev ifølge legenden ven med ørkenens dyr, bl.a. en løve.

347-407 Chrysostomos: Johannes fra Antiochia; ærkebiskop af Konstantinopel. Blev efter eremitliv i ørkenen diakon og senere presbyter; 398 ærkebiskop. Betydelig prædikant med høje moralske idealer; tiljublet af folket, men hadet af kejserhoffet. Afsat 404.

353-430 Augustinus, Aurelius: den betydeligste kirkefader; født i N-Afrika som søn af en hedning og den kristne Monica. Studerede talekunst i Karthago og Rom og levede et udsvævende ungdomsliv. Var 373-82 tilhænger af  manikæismen, som dog ikke tilfredsstillede ham. Efter at have virket som lærer i talekunst i Karthago drog han 383 til Rom og derpå til Milano, hvor han 387 blev kristen, døbt af biskop Ambrosius. 391 præsteviet, 396 biskop af Hippo i N-Afrika. Har, især ved sin lære om nåden, påvirket den kristne kirkes udvikling. Skrev bl.a. Bekendelser om sin religiøse udvikling, Om Guds stat om menneskehedens historie samt Tilbagekaldelser, en kritik af hans eget forfatterskab.

c) den afsluttende periode: Gregor den Store (d. 604), Johannes fra Damaskus (d. 749), Boetius
(d. 524).

590-604 Gregor 1. den Store, pave. Efter juridisk studium bypræfekt i Rom, men gik i kloster og indledte hermed en gejstlig karriere. En meget betydelig pave, kendt for sit virke for katolicismens udbredelse blandt germanerne og sit arbejde for at knytte hele den kristne kirke til Rom. Indførte den gregorianske kirkesang, udviklede læren om skærsilden og fremmede helgen-dyrkelsen.

Helgen-dyrkelse (fædre-dyrkelse) -  relikvie-dyrkelse
Maria-dyrkelse (Afrodite-dyrkelse) - frugtbarheds-kult (baal-dyrkelse)

KLOSTER-historie …

Det kristne klostervæsen blev grundlagt i 200-tallet af eneboere i den egyptiske ørken.
I 451 blev det en officielt anerkendt del af kirken og underlagt biskoppernes myndighed.
De enkelte nonne- og munkesamfund har pligt til at følge en munkeregel.
I Østkirken bruges mest Basilios’  klosterregel, mens Benediktinerreglen gennem århundreder havde en dominerende stilling i Vesten og fik varig indflydelse på kirke- og kulturliv.
Benediktinernes dag er præget af korbøn og arbejde. De binder sig til et bestemt kloster og til lydighed mod den abbed eller prior, der forestår det.
I 909 stiftedes cluniacenserordenen, som var en gren af benediktinerne, men underlagt pavens direkte myndighed.
Ca. 1100 opstod cistercienserordenen på grundlag af det benediktinske munkevæsen, og fra samme tid kendes samfund, der følger Augustinerreglen, og hvis virksomhed er mere udadvendt end det ældre klostervæsens.
I 1200-tallets begyndelse oplevede klostervæsenet et nybrud. Byernes opkomst og en ny økonomisk orden havde ført til stor rigdom hos nogle og ekstrem fattigdom hos andre. Det gav anledning til en stærk, religiøs fattigdomsbevægelse, der for mange endte i kætteri (albigenserne). Som en reaktion opstod tiggermunkeordenerne som personalforbund uden fast tilknytning til et bestemt kloster. Deres formål var især at forkynde, og de vandt indpas på universiteterne som lærere i teologi (se skolastik). Dominikanernes officielle navn er ”prædikebrødrene”, mens franciskanerne efter deres fattigdomsideal kaldtes ”mindrebrødre”. Også augustinereremitterne, som Martin Luther senere tilhørte, var en tiggermunkeorden.
I 1300-tallets slutning opstod Birgitta af Vadstenas orden med dobbeltklostre, dvs. munke- og nonneklostre under fælles abbedisse, som især nød udbredelse i Norden.
Efter Reformationen rømmedes eller lukkedes de fleste klostre i de protestantiske lande, mens klostervæsenet i de katolske oplevede en opblomstring, ikke mindst takket være den af Ignatius af Loyola grundlagte jesuiterorden og den i Spanien livskraftige karmeliterorden.
I vore dage opstår stadig nye ordenssamfund.
I det middelalderlige Danmark fandtes hen ved 100 klostre, fx i Lund og Ringsted (benediktinere), i Øm, Esrum og Herrevad (cisterciensere) og i Antvorskov (johannitere); i de fleste danske købstæder lå enten et dominikaner- eller et franciskanerkloster, og i de større købstæder var begge disse ordener ofte repræsenteret.
Klostervæsenet afskaffedes ved Reformationen og døde ud i 1500-tallets løb.
Efter indførelsen af religionsfrihed med Grundloven af 1849 slog forskellige kvindelige og mandlige ordener sig ned i Danmark, fx Sankt Joseph Søstre i 1856 og jesuitter i 1872, og senere bl.a. præmonstratensere, franciskanere og redemptorister.
De kvindelige ordener er mange, heriblandt klostre for benediktinerinder i Høsterkøb og cistercienserinder på Sostrup på Djursland.
Klostervæsenet er også udbredt i hinduismen og buddhismen, hvis tilværelsesforståelse gør et asketisk liv nærliggende.

ORDENER

Religiøse ordener:   
antonitere
augustinereremitter
augustinerkorherrer
benediktinere
birgittinere
cisterciensere
clarisser
cluniacensere
dominikanere
franciskanere
jesuitter
kamaldulensere
kapucinere
karmelitere
karteusere
konventualer
præmonstratensere
ursuliner

Gejstlige ridderordener:
Alcántaraordenen
Avísordenen
Calatravaordenen
johannitere, 1113-1530, *
malteserne, 1530-, *
Santiago-ordenen
sværdriddere
tempelriddere, 1120-1312
Tyske Orden

Den Danske Frimurerorden, 1743          
Odd Fellow Ordenen, 1878          
Den Danske Johanniterorden, 1934 *           
Den Danske Malteserorden, 1958 *   
           
Se tillige www.heiligenlexikon.de/index.htm? og www.orden-online.de

Ordener, oprindelig alene personkredse, der underkastede sig visse regler og forpligtelser med et bestemt religiøst eller etisk formål for øje;  i dag omfatter ordener tillige kredse af personer, der modtager et ydre tegn, en orden, som stats-overhovedets anerkendelse af en fortjenstfuld indsats.


Konstantin I antog Kristendommen
312
Byzantinsk tid
313-636
NT kanoniseret i Øst-kirken
367
Kristendommen Statsreligion : gl. religion forbudt
380
Vulgata - Den katolske Bibel
383
NT kanoniseret - Den katolske Kirke

393
MIDDELALDEREN
476-1500
Araber-tiden
636-1091
Seleuker-tiden
Korsfarer-tiden

1091-1099
1099-1291
Humanisme  (latin): oprindelig en bevægelse i renæssancen; gik ud på at genoplive oldtidens kultur, bl.a. gennem studiet af humaniora; en hovedrepræsentant var  Erasmus af Rotterdam. Aflagde efterhånden sin ensidige interesse for klassisk dannelse og eksisterer stadig som en livsholdning eller virksomhed, der sætter menneskenes velfærd og udvikling som det højeste af alt. I almindelighed regnes tolerance og næstekærlighed for vigtige træk ved denne holdning

1300-1600
Mammelukker-tiden
Osmansk styre - tyrkisk

1291-1516
1517-1917
Luther - Reformation
Luther, Martin, 10.11.1483-18.2.1546, tysk teolog og reformator, den centrale skikkelse i det brud med den romersk-katolske kirke, der resulterede i den evangelisk-lutherske kirkeretning.
Han blev født i Eisleben som søn af en bjergværksarbejder og sat i latinskole i Mansfeld, hvortil forældrene flyttede et år efter hans fødsel, og siden i Magdeburg og Eisenach. I 1501 blev han indskrevet ved universitetet i Erfurt, der da domineredes af skolastisk filosofi og teologi, og i 1505 magister artium. Han afbrød et påbegyndt jurastudium, fordi han under en rejse var blevet overrasket af et voldsomt uvejr og på stedet aflagde løfte til Gud om at blive munk, hvis han overlevede. Mod sin fars vilje indtrådte han i augustinereremitternes kloster i Erfurt for at sætte alle sine kræfter ind på sin sjæls frelse. Efter et år aflagde han ordensløftet; se de evangeliske råd. I 1507 blev han præsteviet og begyndte et teologisk studium. I 1508-09 sendtes han til Wittenberg for at undervise i moralfilosofi, og efter tilbagekomsten blev det teologiske studium afbrudt af en rejse til Rom i ordenens ærinde. I 1511 tog han varigt ophold i Wittenberg, hvor han i hastig rækkefølge fik betroet den ene tillidspost efter den anden: Han blev klosterprædikant, subprior, dr.theol., professor ved det teologiske fakultet og snart også distriktsvikar, dvs. tilsynsførende med en række klostre.
Denne hastige karriere skyldtes ordenens generalvikar, Johann von Staupitz, hvem Luther betragtede som den, der havde bragt ham på det rette spor i hans søgen efter en nådig Gud. Anfægtelser var ikke fremmede for en munks livssfære, og Luther havde svært ved at finde hvile, skønt han ikke sparede sig i sin stræben efter at leve et helligt liv. Han tumlede med problemet om, hvordan han kunne blive befriet fra frygten for Guds vrede. Hjælpen fandt han i det bibelstudium, som fulgte med opgaven som professor.
Fortolkningerne af Davids Salmer samt af Paulus' Romerbrev og Galaterbrev gav ham et syn på evangeliet, der afveg stærkt fra, hvad han havde lært under sit teologiske studium. Fra 1515 gik han åbenlyst til angreb på den skolastiske teologi, som han helst så fordrevet fra universitetet til fordel for studiet af Bibelen og kirkefædrene, navnlig Augustin. Mens han var optaget af at afvise enhver idé om, at mennesket ved sine gerninger kunne opnå Guds velvilje, og af at betone, at frelsen alene beror på troen på Jesus Kristus som den af Gud skænkede retfærdighed, stødte han på den afladshandel, som paven havde igangsat for at skaffe penge til Peterskirkens opførelse. Med sine 95 teser om afladen af 31.10.1517 blev han hurtigt berømt og berygtet langt ud over Tysklands grænser. Han bestred afladsprædikanternes påstand om, at man ved at købe disse pavelige begunstigelser kunne opnå Guds velvilje og forbedre afdøde slægtninges vilkår i skærsilden.
Luther blev anklaget i Rom, flere skolastikere gik til angreb på ham, og i oktober 1518 blev han forhørt af kardinal Cajetan, men nægtede at bøje sig for den nøgne autoritet. Af paven såvel som af sine litterære modstandere forlangte han skriftbeviser og overbevisende grunde. I løbet af årene 1518-20 udsendte han et større antal trykte skrifter af tre typer: 1) polemiske svar til de skolastiske modstandere på latin; 2) lærde bibelkommentarer på latin; 3) folkelige skrifter på tysk. Navnlig den sidste kategori opnåede en udbredelse af hidtil uset omfang blandt såvel lægfolk som lærde.
Opgøret med den senmiddelalderlige kirke førte til forkastelse af pavedømmets guddommelige indstiftelse og af de sider af den eksisterende fromhedspraksis, der forudsatte, at mennesker ved deres gerninger kunne opnå guddommelig gunst: sjælemesser, relikvie- og helgendyrkelse, aflad, pilgrimsrejser m.m. I en appel til kejser Karl 5. og de tyske rigsstænder fremsatte Luther en lang række reformforslag, og i De captivitate Babylonica ecclesiae praeludium (1520, Forspil om kirkens babyloniske fangenskab) kritiserede han den gængse sakramentpraksis og reducerede sakramenterne til to: Dåb og nadver, mens hans traktat Von der Freiheit eines Christenmenschen (1520, Om et kristenmenneskes frihed) upolemisk beskrev den kristne som fri i troen fra alle menneskelige påbud, men bundet til næsten i kærlighed; se også frihed (teologisk frihed).
Efter et par års litterær kamp, hvori mange af Tysklands lærde deltog, de fleste på Luthers side, nåede pavens bandtrusselsbulle til landet i efteråret 1520, og i april 1521 nægtede Luther over for Rigsdagen i Worms at tilbagekalde sine skrifter. Et kejserligt edikt erklærede ham i rigens akt, dvs. fredløs. Kurfyrst Frederik 3. den Vise af Sachsen, der hele tiden havde beskyttet sin professor, lod ham i hemmelighed tage ophold på slottet Wartburg, men i marts 1522 vendte Luther tilbage til Wittenberg, hvor reformationsrøret under hans fravær havde fremkaldt kaotiske tilstande, som han hurtigt bragte til ophør blot ved at prædike.
Hverken band eller rigsakt kunne på dette tidspunkt standse Reformationen. Under sit ophold på Wartburg havde Luther oversat Det Nye Testamente til tysk, og siden fortsatte han med Det Gamle Testamente, således at en fuldstændig Bibel kunne trykkes i 1534. Ved sit sproglige mesterskab fik Luthers bibeloversættelse stor betydning for tysk sprog og litteratur.
Midt i 1520'erne var Luther nået så vidt, at han i sine tysksprogede skrifter havde behandlet de fleste emner af grundlæggende betydning: den kristne tros grundelementer (det senere katekismestof), den kristne etik, ægteskabet, kirkebegrebet (herunder det almindelige præstedømme), det kirkelige embede, forholdet til den verdslige øvrighed, rentetagning, fattigforsorg m.m. Disse korte skrifter var letforståelige for den brede befolkning, der derigennem kunne danne sig en helt ny opfattelse af den kristne frihed. I stedet for evindelig jagen efter "fortjenester", der fik mennesker til at forsømme deres ansvar over for familie og erhverv, henviste Luther de gode gerninger til hverdagens forhold til næsten, og han betonede den sociale forpligtelse med en styrke, der ellers var ukendt i samtiden. Kirkeligt set ville han gøre alle kristne myndige ved at gøre dåben og troen til eneste grundlag, mens det kirkelige embede i stedet for at være et præstedømmes formidling af gudsforholdet skulle forstås som ordets tjeneste, dvs. varetagelse af forkyndelse og forvaltning af sakramenter.
Snart viste det sig imidlertid, at den nye kristne frihed kunne tolkes anderledes, end Luther gjorde det, og der opstod grupper, der afviste den verdslige samfundsordning eller fundamentalt ønskede at forandre den kirkelige orden ved bl.a. at forkaste barnedåben og oprette menigheder, der var "rene", dvs. som kun bestod af sande kristne (se døberbevægelser). Over for de uroligheder, som derigennem blev igangsat, reagerede Luther skarpt. Han ønskede kirken opretholdt i dens hidtidige skikkelse, kun renset for, hvad der betragtedes som kirkelige misbrug; først og fremmest afviste han enhver tanke om at bruge evangeliet til at omstyrte samfundet med. I dette lys skal hans vrede over den radikale reformator Thomas Müntzer og de tyske bondeopstande 1524-25 ses; Müntzer ville udrydde de ugudelige med sværdet, og de væbnede bønder i Den Tyske Bondekrig ville styrte fyrster og øvrighed under påberåbelse af evangeliets ord.
På samme tid førte Luther en litterær strid om den menneskelige vilje med Erasmus af Rotterdam. Erasmus, som i en lang årrække havde kritiseret centrale sider af den katolske kirke, støttede Luther i de første år efter 1517, men de evangeliskes brud med paven misbilligede han, ligesom han generelt fandt Luthers adfærd for fremfarende og for uforsonlig. Erasmus fandt det i De libero arbitrio (1524, Om den frie vilje) nødvendigt at betone den menneskelige viljes handlefrihed af hensyn til moralen i samfundet og menneskets ansvarlighed, mens Luther i sit svar, De servo arbitrio (1525, Om den trælbundne vilje), fandt det afgørende for frelsesvisheden, at alt afhænger af Gud, og derfor hævdede, at viljen er bundet til det onde, medmindre Gud ved sit ord skænker mennesket Helligånden; se også viljens frihed.
Uenighed i den evangeliske lejr om den rette stillingtagen i konkrete situationer bragte Luther i strid med andre evangeliske ledere og fremskyndede efter 1525 en nyordning af kirken i territorier med evangelisk sindede fyrster. Luther deltog med forslag til nyordning af en tysksproget gudstjeneste, med salmer til brug ved gudstjenesten (bl.a. "Vor Gud han er så fast en borg" og "Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!") og med sin Store og Lille Katekismus. Han afviste at lade sine forslag og de kirkeordninger, der blev gennemført i Sachsen, være bindende; han ville ikke optræde som "pave", og i modsætning til Calvin og andre reformatorer betragtede han kirkens ydre ordning som en fri sag, blot den kunne tjene evangeliets forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning.
I slutningen af 1520'erne kom Luther i strid med Huldrych Zwingli i Zürich om forståelsen af nadveren, som Zwingli ville opfatte som rent symbolsk, idet han anså troen som Helligåndens gave for at være helt uafhængig af alle ydre ting. Luther holdt fast ved, at Gud virker gennem det ydre ord, dvs. forkyndelsen og de ord, der er knyttet til sakramenterne. Derfor skal nadverordene forstås, som de lyder. I 1530'erne opstod en intern strid i kredsen af Wittenbergreformatorer, som førte til et brud mellem Luther og hans elev Johann Agricola, som ville hævde, at Guds lov ikke gælder for kristne. For Luther befandt mennesket sig bestandig mellem loven, der dømmer det, og evangeliet, der tilsiger det syndernes forladelse; den såkaldte antinomisme tager kraften af begge dele, mente han (se også lov (lov og evangelium)). I 1530'erne, da dels forhandlinger på rigsplan om religionsstriden, dels overvejelser over evt. væbnet forsvar for evangelisk kristendom stod på dagsordenen, måtte Philipp Melanchthon blive hovedforhandleren, fordi Luther som fredløs måtte blive hjemme. Han deltog dog i rådslagninger med kurfyrsten og søgte så længe som muligt at hindre anvendelse af våben, men måtte til sidst bøje sig. Den Augsburgske Bekendelse (1530), som blev samlingsmærke for de evangeliske fyrster og byer, anerkendte han med en vis kritik af dens forsigtighed. Med sine bibelkommentarer og prædikener og mangfoldige øvrige skrifter på tysk vedblev han at øve betydelig indflydelse. Uforfærdet og uden hensyn til, hvad andre mente om ham, tog han løbende stilling til alle begivenheder og forhold, der forekom ham af betydning for den evangeliske sag. Det kunne undertiden føre til udsagn, der i deres kompromisløse skarphed forfærdede selv hans nærmeste venner. Et højdepunkt i grovhed og hensynsløs vrede nåede han i en række skrifter vendt imod paven, tyrkerne og jøderne fra begyndelsen af 1540'erne. Skønt den form, disse skrifter har, næppe kan forsvares af nogen, er der dog aldrig tale om meningsløse følelsesudladninger. Luther har altid et teologisk anliggende, men han bærer selv en betydelig del af ansvaret for, at dette anliggende ofte er blevet overset, fordi det fremføres i en så ubehagelig og hadefuld form.
Reformationens indførelse førte overalt til, at præsterne opgav cølibatet og giftede sig. Luther var, da han i 1525 indgik ægteskab med den tidligere nonne Katharina von Bora, en af de sidste i sin kreds, der gjorde det. Hans hjem, det tidligere augustinereremitkloster i Wittenberg, blev et samlingssted for evangeliske fra Tyskland og fra udlandet. Gennem Luthers brevveksling får man indtryk af en familie, præget af stor gensidig omsorg og kærlighed. Forskellige elever nedskrev gennem årene Luthers Tischreden (1566, Bordtaler), hvis mangfoldighed i emner og sindsstemninger vidner om hans levende interesse for alle menneskelige anliggender.
Som forfatter hører Luther til verdenslitteraturens mest produktive. En videnskabelig udgave af hans samlede skrifter blev påbegyndt i Weimar i 1883; den afsluttedes 100 år senere med bind 61. Men udgaven omfatter meget mere: seks bind Tischreden, ti bind arbejder vedr. den tyske bibeloversættelse og 17 bind breve til og fra ham. Hertil kommer et antal registerbind, hvoraf hidtil fem bind er udkommet (1998; der mangler endnu syv bind).
Reformationen
Indledning
Historiske forudsætninger
Den lutherske reformation
Den radikale reformation
Reformationen i Danmark
Den calvinske og den anglikanske reformation
Billedkunst
Bibeloversættelser
Teater
Musik
Den evangelisk-lutherske kirke
Den reformerte kirke
Den anglikanske kirke
Danmark
Reformationen, (af lat. reformatio, afledn. af reformare, af re- og formare 'danne, forme', af forma 'form, ydre'), det historiske forløb i 1500-t., som førte til splittelse af den vesterlandske kristenhed og dannelse af de protestantiske kirkesamfund (se protestantisme). I historieskrivningen er der enighed om, at denne proces religiøst, politisk, kulturelt, økonomisk og socialt fik afgørende indflydelse på Europas nyere historie. Hvor man tidligere betragtede Reformationen som en skelsættende epoke af uomgængelig betydning for periodiseringen af den europæiske historie (og verdenshistorien), ses den i dag snarere som et vigtigt led i en reformperiode fra senmiddelalder til oplysningstid.
Historiske forudsætninger
Reformationen var i sin grund af religiøs-åndelig karakter og udsprang af et krav om kirkelig reform, som i sig selv ikke var nyt, men havde været fremført gennem hele middelalderen. Gregorianismen havde hævdet kirkens frihed og uafhængighed i forholdet til den verdslige magt og bekæmpet gejstlighedens verdsliggørelse i tilknytning til den cluniacensiske reformbevægelse inden for munkevæsenet. I slutningen af 1100-t. fremførtes fattigdomsidealet kritisk over for kirken af en lægmandsbevægelse (valdensere), og i begyndelsen af 1200-t. slog det igennem i oprettelsen af tiggermunkeordnerne, bl.a. dominikanere, franciskanere og karmelitere. Mod kuriens påstande om pavelig overhøjhed over kejser- og fyrstemagt havde William fra Ockham protesteret i første halvdel af 1300-t. I 1300-t.s anden halvdel skrev John Wycliffe imod papalismen og den hierarkiske kirkeinstitution, fremhævede Kristi efterfølgelse, dvs. et liv i kærlighed, ydmyghed og fattigdom, som kriterium for kirkelig autoritet og ville med sine tilhængere (lollarder) bl.a. afskaffe aflad, sjælemesser, helgendyrkelse og cølibat. Wycliffes skrifter fik betydning for Jan Hus, undertiden kaldt den første reformator, og for husitterne.
Den tyske mystik i 1200-t. og den nederlandske devotio moderna i 1300-t. var opbrud i middelalderens teologi, og den i senmiddelalderen opdukkende humanisme vendte sig direkte imod den skolastiske metode og fik som bibelhumanisme umiddelbar betydning for Reformationen (se også middelalder (tænkning)).
I 1400-t.s første halvdel havde flere konciler som program at reformere kirken, men uden held, og den uafgjorte strid mellem pave og koncil om den kirkelige overhøjhed befordrede det spirende nationalkirkevæsen (se reformkoncil og reformkatolicisme). På rigsdage fastholdtes siden 1456 de tyske rigsstænders reformkrav til pavedømmet, fortrinsvis begrundet i den finansielle side af kuriens politik over for de tyske lande. Tilsvarende ønskede rigsstænderne øget indflydelse over for kejseren, ligesom voksende befolkningstal og samfundsøkonomiske forandringer førte til uro og krav om sociale forbedringer fra byernes borgere og fra bønderne.
Den lutherske reformation
Først Martin Luthers teologiske reformation (ordet brugte han kun sjældent selv) udløste i Tyskland en bred bevægelse, hvori forskelligartede strømninger (humanisme, tysk nationalisme, rigsstædernes selvstændighedsbestræbelser, se rigsstæder) og samfundsgrupper (fyrster, adel, borgere, riddere og bønder) kunne forenes i kampen mod romerkirken. Selv så Luther en afgørende forskel mellem Reformationen og de middelalderlige reformbevægelser deri, at disse omfattede "livet", dvs. organisation og ydre former, mens han tillige reformerede "læren", dvs. teologien. Hans reformatoriske budskab, at mennesket retfærdiggøres ved tro alene og ikke trinvist kan gøre sig fortjent til Guds velvilje, hjulpet på vej af den sakramentalt formidlede nåde, var uforeneligt med den middelalderlige "gradstænkning" (gradualisme) i teologi, fromhedsliv og kirkeinstitutionel praksis og indeholdt en afvisning af den senmiddelalderlige præstationsfromhed samt af den forestilling, at pavedømmet er guddommeligt indstiftet og den hierarkiske kirkeinstitution nødvendig for menneskers frelse (se gerningsretfærdighed og gode gerninger).
Offentliggørelsen 31.10.1517 af de 95 afladsteser gjaldt allerede for Luther selv som Reformationens begyndelse. Efter Leipzigdisputationen 1519 henvendte Luther sig målbevidst til den tyske offentlighed gennem det nye medium, trykte bøger og småskrifter, og mødte overvældende tilslutning til det antiromerske grundsynspunkt, at ingen menneskelig instans står mellem den enkelte og Gud, hvorfor alle har lige adgang til at fortolke Bibelen (se almindeligt præstedømme). Med sin afbrænding 10.12.1520 af den kanoniske rets lovbøger og pavens bandtrusselsbulle forkastede Luther gældende kirkeret. 3.1.1521 blev han bandlyst, og senere samme år gjorde Rigsdagen i Worms ham fredløs ved at stadfæste bandbullen som rigslov (Worms-ediktet). Ikke desto mindre fortsatte han sin virksomhed under den saksiske kurfyrstes beskyttelse og med loyal støtte fra Philipp Melanchthon. Gennem sine breve og sit store forfatterskab, herunder især den tyske oversættelse af Det Nye Testamente (1522), de tyske salmer, den tyske gudstjenesteordning (1526) og katekismerne (1529), fik Luther afgørende indflydelse på den bevægelse, han selv havde udløst og især på dens udvikling i retning af et egentligt evangelisk kirkevæsen.
Klosterflugt, præsteægteskaber, uddeling af nadveren i begge skikkelser (dvs. uddeling af både brødet og vinen) og læsning af messen på tysk fulgte i kølvandet på de reformatoriske prædikanters virksomhed. Hvor fyrster og byråd indførte Reformationen i tyske territorier og rigsstæder, ofte under pres nedefra, skete det ikke blot i strid med kirkeretten, men også med Det Tysk-romerske Riges ret. Det var baggrunden for de stadige forhandlinger om religionsspørgsmålet på rigsdagene og for den reformatoriske bekendelsesdannelse, hvis hoveddokument er Den Augsburgske Bekendelse (1530). Den skulle legitimere de evangeliske stænder rigsretligt. Udadtil afgrænsede den sig ikke blot i forhold til romerkirken, men også til andre reformatoriske bevægelser som zwinglianere, antitrinitarer og døbere (se døberbevægelser); indadtil dannede den grundlag for de verdslige øvrigheders gennemførelse af Reformationen ved kirkeordninger og visitationer (se visitats; se også Johannes Bugenhagen).
En række skrifter, som Luther udsendte i midten af 1520'erne, var rettet imod bønderne (Den Tyske Bondekrig, 1525), imod sværmerne (mystikere og spiritualister) og imod humanisten Erasmus af Rotterdam og hans bog om den frie vilje. Disse skrifter kan siges at markere overgangen fra den brede reformatoriske bevægelse til den øvrighedsregulerede lutherske reformation, som i løbet af de følgende årtier indførtes i store dele af Nordeuropa (se lutherdom). Efter Den Schmalkaldiske Krig 1546-47 og det augsburgske interim (1548) førte Reformationen ved den augsburgske religionsfred i 1555 til en rigsretlig anerkendt konfessionel spaltning af Tyskland. Interne stridigheder mellem filippister og gnesiolutheranere splittede lutheranerne i de nærmeste årtier efter Luthers død i 1546, men afløstes af en enhedspræget luthersk protestantisme med en nøje fastlagt lære (Konkordiebogen, 1580), se ortodoksi. Forinden var Reformationen blevet negativt defineret af Tridentinerkoncilet (1545-63), som formulerede grundlaget for den katolske modreformation.
Den radikale reformation
Reformationsforskningen har siden midten af 1900-t. brugt udtryk som den radikale reformation eller Reformationens venstrefløj til karakteristik af de evangelisk sindede, som hævdede, at det uforfalskede reformatoriske anliggende alene kunne varetages af de i sandhed "fromme", og som derfor - undertiden også ud fra sociale og politiske motiver - tog afstand fra den øvrighedsregulerede Reformation og dens "nye papister". Luther betegnede talsmænd for sådanne opfattelser, bl.a. Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer, som sværmere og "himmelske profeter". Lægfolkets indflydelse, en udpræget antiklerikal indstilling, et spiritualistisk syn på formidlingen af frelsen samt en bogstavelig efterlevelse af Jesu bud spillede en afgørende rolle i flere af disse bevægelser. De blev alle undertrykt af både evangeliske og katolske stænder, ofte på særdeles voldelig vis som i forbindelse med Den Tyske Bondekrig 1525 og Døberriget i Münster 1534-35. Indtil midten af 1900-t. er døberne i luthersk litteratur blevet kaldt anabaptister, dvs. gendøbere, skønt de var fortalere for voksendåb.
Reformationen i Danmark
I Danmark, hvor en nationalkirkelig udvikling var begyndt i anden halvdel af 1300-t., brød konge og rigsråd reelt med Rom ved i 1526 at vedtage, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven. Den lutherske bevægelse kom i første halvdel af 1520'erne til Danmark via Holsten og Slesvig og fik hurtigt fodfæste i Viborg, Malmø og på Fyn. Under kongens beskyttelse kunne evangeliske prædikanter, hvoraf adskillige var elever af reformkatolikken Poul Helgesen, udbrede den nye lære. På herredagen i København 1530 fremlagde Hans Tausen og de øvrige prædikanter, støttet af købstædernes borgerskab, Confessio Hafniensis. Efter Grevens Fejde blev Reformationen indført ved recessen af 30.10.1536, som afskaffede den katolske bispemagt og konfiskerede bispegodset. Kirkens nyordning blev fastlagt i Kirkeordinansen af 2.9.1537. Samme dag indviedes de syv første lutherske biskopper (superintendenter), blandt dem Peder Palladius; som Sjællands biskop og professor ved Københavns reorganiserede universitet blev Palladius s.m. kong Christian 3. den drivende kraft i opbygningen af den evangelisk-lutherske kirke (se også Danmark (kirkehistorie)).
Den calvinske og den anglikanske reformation
I Schweiz, Sydtyskland, Frankrig, Holland og Skotland udbredtes Reformationen i en udformning, som blev afgørende bestemt af Huldrych Zwingli, Martin Bucer og Jean Calvin (se også reformerte kirker og John Knox). Striden mellem Luther og Zwingli om nadverforståelsen kom varigt til at belaste forholdet mellem reformerte og lutheranere (se Marburgartiklerne). Først ved Den Westfalske Fred i 1648 kom den augsburgske religionsfreds bestemmelser til at omfatte de reformerte stænder.
I England fik Reformationen et egenartet forløb, hvor forskellige reformatoriske impulser fra det europæiske fastland indgik forbindelse med reformkatolske bestræbelser og kongemagtens dynastiske og politiske interesser. Bruddet med Rom skete i 1534 ved Henrik 8.s suprematsakt, der fastslog, at kongen er det eneste jordiske overhoved over Englands kirke, og det betød et sammenbrud for hele den middelalderlige kirkeorganisation. Ærkebiskop Cranmer skabte med Book of Common Prayer (1549) grundlaget for det religiøse og gudstjenstlige liv, som er karakteristisk for den anglikanske kirketype. Med de 39 Artikler fik den engelske kirke i 1563 sin blivende lærebekendelse, som er reformatorisk ved at hævde retfærdiggørelsen ved tro og i øvrigt er karakteristisk ved at forene luthersk-melanchthonisk, bucersk og calvinsk inspiration; se også den anglikanske kirke.
Se tillige Martin Luther, Philipp Melanchthon, Hans Tausen og Peder Palladius.
Billedkunst
Over for den stærkt billedorienterede tradition i den katolske kirke reagerede Reformationens ledere forskelligt. Luther anså billeder, fx af Jesus eller af hellige kvinder og mænd, for uskadelige, så længe billederne selv ikke blev tillagt hellige egenskaber og blev tilbedt (se billede). Kalkmalerierne i Danmarks kirker overlevede 1500-t. i kraft af denne tolerante holdning og blev først overkalket senere (se kalkmaleri). Langt mere billedafvisende har de reformerte kirker forholdt sig (se calvinisme); i visse tilfælde er kirkerummet renset for selv de mindste ornamenter. I 1566 fandt således en omfattende billedstorm sted i Nederlandene, til dels med politiske overtoner.
Bibeloversættelser
Set med reformatoriske øjne står Bibelens autoritet over den kirkeligt regulerede tradition; Bibelen er sin egen fortolker. Det nødvendiggjorde oversættelser til folkesprogene. Særlig betydningsfuld blev Luthers tyske oversættelse af NT (1522) og GT (1534) i kirkelig sammenhæng og i det tyske skriftsprogs udvikling, hvor den fik skelsættende virkning. Den fik også indflydelse på andre protestantiske bibeloversættelser, fx den danske (1550, Christian 3.s Bibel, også brugt i stifterne Skåne og Norge), den svenske (1540-41, Gustav Vasas bibel), den islandske (1584, Guðbrandur Þorlákssons Biblía) og den engelske (1611, King James' Bible). Se også Bibelen (bibeloversættelser).
Teater
Trods kirkens gamle teaterfjendskhed forstod såvel katolikker som protestanter teatrets propagandistiske muligheder. Især i tysksproget område var strømningen stærk. Luther og Melanchthon tilskyndede til at anvende dramaformen; Luther så fx i Judits og Tobias' apokryfe bøger, der blev udgivet 1534, en god hhv. tragedie og komedie.
Men da var aktiviteterne allerede i gang. Bibelspillene byggede på middelalderteatret ud fra Jesu liv og lignelser og gammeltestamentlige motiver, hvortil kom apokryferne, i allegorisk antikatolsk udlægning. Stor virkning fik Pammachius (1538) af Thomas Naogeorgus (1511-63), et kritisk panorama af kirkens udvikling. Også fastelavnsspillet blev udnyttet, især i schweizisk område; en banebryder her var Niklaus Manuel Deutsch med fx Von Pabsts und Christi Gegensatz (1522). Afladshandel, helgendyrkelse og klerikalt skørlevned blev skånselsløst spiddet. Mesteren inden for især det verdslige drama blev nürnbergeren Hans Sachs med en række moraliserende farcer.
Skandinaviske tekster, således den danske skoledramatik, er i høj grad afledt af de tyske. I England kendes tidligt antipapistiske spil i troskampen, herunder inddragelse af historisk stof som i John Bales King John (ca. 1538), hvorimod bevægelsen var knap så markant i fransksproget område til dels pga. en mere udtalt antiteater-holdning hos bl.a. Calvin.
Musik
Reformationens musik omfatter den musik, som anvendtes i de protestantiske kirker i reformationsperioden, især i den luthersk-evangeliske kirke. Selv skabte Reformationen ingen ny musikalsk genre, men knyttede an til eksisterende udtryksformer, både verdslige og kirkelige, uden at drage konfessionelle skel.
Den evangelisk-lutherske kirke. Luthers afvisning af den katolske opfattelse af messen som et offer og hans ønske om gudstjenesten på modersmålet nødvendiggjorde en reform. Hans tidligste gudstjenesteforslag, Formula missae (1523), fremtræder som en evangelisk renset katolsk messe, men den egentlige fornyelse kom med Deutsche Messe (1526). Her er messens rammer endnu bevaret, men sproget er tysk og de oprindelige latinske messeled erstattet af koraler (salmer). Dermed fik menighedens sang en central placering i gudstjenesten.
Luthers gudstjenesteforslag dannede mønster for talrige efterfølgende ordninger. I større byer med latinskolekor og kantorier kunne latin fortsat bruges, mens tysk i første række fandt anvendelse i de mindre byer og i landkirker. I mødet med lokale traditioner opstod mange forskellige gudstjenester, der som regel blandede tyske og latinske messeled. Salmebogen Achtliederbuch og korsangbogen Geystliches Gesang-Büchlein (begge 1524) afspejler salmesangens dobbelte anvendelse som enstemmig menighedssang og flerstemmig korsang. I praksis blev koralens strofer ofte fremført vekselvis mellem menigheden og koret, endog orgelet kunne deltage. Flere satser i Geystliches Gesang-Büchlein er holdt i en enkel node-mod-node-stil, som senere blev særegen for den protestantiske koral (se koralbearbejdelser). Denne type blev dog ikke umiddelbart fulgt op; først mod slutningen af 1500-t. og med direkte udspring i de humanistiske bevægelsers forenklingstendenser nåede menighedssangen sin endegyldige udformning i kantionalkoralen.
Som et monument over den tidlige protestantiske kormusik står komponisten og musikforlæggeren Georg Rhaus 16 samlinger (1538-51) med musik til enhver liturgisk lejlighed, de fleste udsættelser til latinske tekster. For Rhaus samlede opus gælder, at stilen er konservativ.
Mod slutningen af 1500-t. var den lutherske kirke trængt af den katolske modreformation og af calvinismens succes. Som en reaktion opblomstrede tilvirkningen af tyske sange og korkompositioner, og nye musikformer af specifik protestantisk karakter udvikledes under indflydelse dels fra Orlando di Lassos modne stil, dels fra den italienske madrigal. Til de vigtigste former hører kantionalmotetten og den imitatorisk anlagte koralmotet. Johannes Eccard, Leonhard Lechner, Hans Leo Hassler og Michael Praetorius står som denne tids førende protestantiske komponister. Stærkt påvirket af den koncerterende stil fra Venezia opstod kort efter 1600 den gejstlige koncert, som med tiden udviklede sig til den kirkelige kantate.
Både koralpassion og motetpassion blev anvendt og videreudviklet i den lutherske kirke. Heinrich Schütz' stærkt personlige udformning af koralpassionstypen står som et kunstnerisk højdepunkt. Den senere oratoriepassion kulminerede med J.S. Bachs passioner.
Den reformerte kirke. Fra begyndelsen udelukkedes al kunstnerisk og musikalsk udsmykning af gudstjenester, og som menighedssang var kun gammeltestamentlige salmer i enstemmig udførelse tilladt. Dog blev i Frankrig psalteret udsat flerstemmigt, bl.a. af Claude Goudimel, til brug for private andagter. Også orgelmusik var forvist fra gudstjenesten, og i Amsterdam måtte Jan Pieterszoon Sweelinck opføre sine orgelværker ved aftenkoncerter. Gennem sine mange nordtyske elever fik han dog stor betydning for protestantisk orgelmusik.
Den anglikanske kirke. Den engelske liturgi blev fastlagt i Book of Common Prayer (1549, modificeret 1559). De vigtigste musikalske former beregnet for større kirker inddeles i services, omfattende musikken til messen og tidebønnerne, og anthems, som er motettens og kirkekantatens engelske modstykke.
Danmark. I Danmark spores den reformatoriske bevægelse allerede i begyndelsen af 1520'erne, og lutherske messer blev afholdt flere steder, før lutherdommen 1536 blev statsreligion. Kirkeordinansen (lat. 1537, da. 1539) gav regler for alle kirkens forhold og funktioner. Den tidligste menighedssang var med få undtagelser oversatte tysk-lutherske koraler, men i den første autoriserede danske salmebog, Hans Thomesens salmebog (1569), er omkring halvdelen af 268 koraler af dansk herkomst. 1573 udkom den første danske korsangbog til højmessen, Niels Jespersøns Graduale, der foruden en række salmer indeholdt latinske messeled med gregorianske toner. Forskellige korsatser til den danske højmesse er overleveret i Mogens Pedersøns Pratum spirituale (1620). Roskildepassionen vidner om, at en udløber af koralpassionen har været fremført i den danske kirke på langfredage. Se også salmebøger.
Protestantisme, (af lat. protestans, af protestari 'offentligt bevidne, bevise', af pro- og testari 'bevidne', af testis 'vidne', og -isme), begreb, der i snæver betydning bruges som fællesbetegnelse for de tre store kirkelige grupperinger: den lutherske, den calvinske (reformerte kirker) og den anglikanske. I videre betydning dækker det den "radikale" protestantisme, der til højre består af en mangfoldighed af biblicistiske og spiritualistiske samfund, der forkaster barnedåben og afviser enhver forbindelse mellem kirke og stat (se også døberbevægelser), og til venstre af en rationalistisk, humanistisk kulturstrømning, der er mere almenkulturel end egentlig kirkelig.
Betegnelsen protestanter opstod i 1529 på Rigsdagen i Speyer, da de evangeliske stænder protesterede imod en beslutning om at standse Reformationens videre udbredelse. Protestantisme udtrykker således, oprindelig negativt, en indsigelse imod magtanvendelse i trossager og, positivt, en påstand om samvittigheds- og trosfrihed. Protestanterne foretrak selv betegnelsen de evangeliske, som markerer dels ønsket om tilbagevenden til den oprindelige kristendom, dels betoningen af evangeliet som det glædelige budskab om syndernes forladelse og retfærdiggørelse ved tro alene og ikke ved lovens gerninger eller moralske præstationer. Forholdet til Gud er i protestantismen umiddelbart, uden spærrende melleminstanser.
Historisk var de første protestanter tilhængerne af Martin Luther og i Schweiz tilhængerne af Huldrich Zwingli, og snart fulgte de reformerte efter, inspireret af Jean Calvin. I England dannedes den anglikanske kirke, den særlige form for protestantisme, som står den romersk-katolske kirke nærmere end de øvrige protestantiske kirker.
Betoningen af selve evangeliet som frelse ved tro alene er nok stærkest i lutherdommen. De reformerte lægger også vægt på kirkeordningen, som skal indrettes efter nytestamentlige forskrifter. For den romersk-katolske kirke er bispeembedet nødvendigt, og noget lignende gælder for den anglikanske kirke; for de reformerte kirker er det snarere nødvendigt, at der ikke findes biskopper. For de lutheranske kirker kan biskopper være nyttige, men i øvrigt er enighed om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning tilstrækkelig for kirkernes enhed.
Politisk harmonerer protestantisme godt med demokratiet og har været medvirkende til dets fremkomst, især den amerikanske protestantisme. De reformerte og anglikanerne går ind for en ret nær forbindelse mellem kristendom og politik. I lutherdommen skelnes der mellem de "to regimenter", det åndelige og det verdslige; de er ikke hinanden uvedkommende, men må ikke sammenblandes.
Protestantisme er mest udbredt i det nordvestlige Europa, Nordamerika og Australien. Siden 1700-t. har de protestantiske kirker drevet en udstrakt missionsvirksomhed i Asien og Afrika. Ikke mindst den radikale, spiritualistiske protestantisme, fx pinsekirken, har på verdensplan haft stor fremgang i 1900-t.s anden halvdel.
Protestantismen er den mest mangfoldige og mest splittede del af kristenheden; det kan være en del af forklaringen på, at de kirkelige enhedsbestræbelser (økumeni) i 1900-t. tog deres begyndelse her, siden med tilslutning af de ortodokse kirker. I 1948 dannedes Kirkernes Verdensråd, der har 330 kirker som medlemmer (1998), deraf langt de fleste større protestantiske kirker.


1517
Renæssancens historie … 1550 …
renæssance (fransk): genfødelse. I overført betydning genopdagelse eller genoplivelse af forsømte kulturværdier; som betegnelse for en periode, bl.a. om karolingisk renæssance omkring 800. - Renæssancen slet og ret betegner den euro-pæiske kulturopblomstring, der dannede overgangen mellem middelalderen og nyere tid og som af sine italienske foregangsmænd i 14.-15. årh. blev betragtet som en genfødelse af den klassiske oldtids menneskesyn, tænkning og kunst. Ordet "rinascere" blev allerede anvendt af Ghiberti; men først gennem Burckhardts og andres arbejder i 19. årh. blev renæssance international betegnelse for Italiens kulturfornyelse i 14.-16. årh. og dens europæiske fortsættelse i 16. årh. I 14. årh. var centralautoriteten i Italien opløst; paverne sad i Avignon i S-Frankrig, og kejseren mistede grebet om N-Italien. De italienske bystater kunne forme deres eget politiske og åndelige liv. P.gr. af den gunstige beliggenhed for transithandelen kom de til at ride på toppen af tidens velstandsbølge og fik overskud og lyst til en kulturindsats; desuden fik de ved handelsforbindelsen med Byzans og Nære Østen nye impulser, især kendskabet til de dér bevarede oldgræske tekster. Mens kulturlivet i middelalderen havde været helt afhængigt af kirken, blev i renæssancen byadelen og den velhavende borgerstand åndslivets beskyttere, og der skete en forskydning fra en religiøs til en mere æstetisk indstilling. Man begyndte at tænke og optræde friere; kunst, litteratur og arkitektur prægedes af en almindelig frigørelse, og huma-nismen fortrængte middelalderteologien. I videnskaben fandt efterhånden et nyt, mere erfaringsbegrundet verdensbil-lede sin form, og individualisme afløste middelalderens kollektivisme. Renæssancen var i sin oprindelse og i sin højeste udfoldelse et italiensk fænomen; men på samme tid var de vesteuropæiske søfartsnationer i gang med de store opdagel-sesrejser, og i V- og Mellemeuropa spirede de tanker, der i begyndelsen af 16. årh. affødte reformationen. Ca. 1500 bredte renæssancen sig til Frankrig og Tyskland; til N-Europa nåede den først ca. 1550; til Danmark blev nybruddet for en stor del formidlet gennem den rige nederlandske renæssance.
Naturvidenskaberne: Renæssancen betød et brud med den aristoteliske fysik, man forelæste over på alle læreanstalter ca. 1300-ca. 1600. Her forelå ikke nogen genfødelse af antikkens ideer, men en nyskabelse. Afgørende betydning fik Kopernicus' idé om, at Solen og ikke Jorden er verdens midtpunkt, Brunos idé om universets uendelighed og Galileis forståelse af, at man ved at indskrænke sig til at beskrive målelige træk ved fænomenerne kan opstille eksakte natur-love.
Filosofi: Renæssancen blev et brud med senmiddelalderens tankesystemer, især med Thomas af Aquinos, begyndende med en platonistisk strømning i 15. årh., repræsenteret af bl.a. Nikolaus fra Cusa, og en empiristisk tendens som hos Leonardo da Vinci og Paracelsus. Resultatet blev en omfattende frigørelse fra senmiddelalderens verdensopfattelse, markeret ved nye gudsforestillinger som panteisme hos Nikolaus fra Cusa og Bruno, ved udogmatisk humanisme som hos Erasmus af Rotterdam, eller ved irreligiøsitet; Machiavelli repræsenterede den kyniske nyttemoral.
Litteratur: Renæssancen prægedes af troen på "det fuldkomne menneske", et handlingsmenneske med hele tidens dannelse, ønsket om fri tænkning og forskning, kravet om ret til at kritisere bestående samfundsformer, efterligning af græsk og latinsk litteratur, alt i modsætning til middelalderens præste- og adelsvælde og båret af stor begejstring for oldtidens humanistiske idealer. Firenze var et åndscentrum, hvor især Platon dyrkedes. Litteraturen var overvejende på latin, en række storværker dog på landenes egne sprog. Forløbere for renæssancens litteratur var Dante, Petrarca, Boccaccio og Chaucer. Bogtrykkunstens opfindelse, de store geografiske opdagelser og humanister som Erasmus af Rotterdam udbredte begejstringen for klassisk lærdom over hele V-Europa, og Aristoteles' Poetik blev atter digternes lærebog. Typiske skikkelser i renæssancens litteratur og filosofi var i Italien Machiavelli, Bruno og Galilei, Campanella, Ariosto, Aretino og Tasso; i Spanien Cervantes og Lope de Vega; i Portugal Camões; i Frankrig Montaigne, Rabelais og Plejaden; i England Spenser, Shakespeare, Marlowe, Sidney, More og Bacon.
I Danmark brød renæssancen igennem med Anders Arrebo (1587-1637).
Arkitektur: Renæssancens arkitektur opstod i Firenze som en fortsættelse af 12. og 13. årh.s toskanske prærenæssance, men inspireret af udgravningerne af de græske og romerske bygningsværker. Karakteristisk for hele renæssancens arki-tektur var indførelsen af det antikke bygningssystem, indordnet efter søjler og entablementer ( arkitrav + frise + karnis) i dorisk, ionisk, korinthisk, toskansk og kompositorden. Facadernes vandrette linjer markeredes ved fremhævede veder-lag, forkrøppede gesimser og trappepodier, mens de lodrette linjer understregedes af søjler og pilastre, ofte i form af hermer og karyatider. Ung-renæssancens mest betydende arkitekter var Brunelleschi og Alberti, der blev grundlægger af hele renæssancens arkitektur og byplanlægning. Alberti genindførte som den første den oldromerske triumfbue i en kirkefacade (på Malatestatemplet i Rimini), mens Brunelleschi skabte et nyt rumforhold i arkitekturen. Inspireret af opdagelsen af perspektivets love brød han med tidligere kirkearkitektur og udførte i Firenze Santo Spirito-kirkens midt-skib dobbelt så højt som bredt. Hans hittebørnshospital i Firenze, fra 1421-45, regnes for den første helt rene renæs-sancebygning. Hans mesterværk er kuplen over Firenze domkirke, der opførtes efter gotisk mønster, en indre og en ydre skal. Paladserne i ung-renæssancen er massive og enkle med facader i groft tilhugne kvadersten og med dristige gesimser. Vinduerne er placeret symmetrisk og ofte tvedelt af lette søjler. Nederste stokværk er ud mod den indre gård smykket med søjlearkader, mens de øvre stokværk ofte har åbent pilastergalleri. Højrenæssancens paladser var mere i stil med antikkens krav om storhed, forenet med harmoni og ro. Roms første renæssancebygning er Palazzo della Cancellaria, opført 1486-98 af Raffaello Riario, mens højrenæssancens fornemste arkitektur ses i Palazzo Farnese, opført omkring 1534 af Sangallo den Yngre, bortset fra det øverste stokværk, der er af Michelangelo, hvis kendteste bygningsværk er Peterskirkens kuppel. Ledende arkitekt i højrenæssancen var Bramante. Il Tempielto og Vatikanets Damasus- og Belvedere-gårde er vidner om hans evner som formidler af renæssancekunsten. Kun få af Raffaels bygninger kendes, bl.a. Villa Madama i Rom, mens Leonardo da Vincis evner som arkitekt hovedsagelig fandt udtryk i tegninger og skitser. Renæssancen bredte sig hurtigt til det øvrige Europa. 1540 rejste Serlio, en af senrenæssancens foregangsmænd, til Frankrig, hvor han gennem Fontainebleau-skolen påvirkede bl.a. Pierre Lescot (Louvre). Til England og Tyskland nåede stilen først efter 1610; Inigo Jones opførte Englands første renæssancebygning, Queen's House i Greenwich (1635), mens Elias Holl (1573-1646) opførte rådhuset i Augsburg (1615-20). Den nederlandske renæssance udviklede specielle karakteristika: tegl kombineret med sandsten, og den skabte det såkaldte kryds- eller renæssanceskifte, lagvis løbere og bindere, der afløste munkeskifte. Karakteristisk for dansk renæssance, ung-renæs-sance ca. 1530-90, høj-renæssance 1590-1620 og sen-renæssance 1620-30, er volutsvungne gavle, bly- eller kobber-tækte tårne og spir, søjler og pilastre i sandsten, der også i udstrakt grad anvendtes til store portaler og vindues-indfatninger, samt kvadersokkel. Kirkebyggeriet stagnerede efter reformationen; men herregårde opførtes i stort tal. Danmarks første renæssancebygning er Hesselagergård, formentlig opført af Morten Bussert, der fik banebrydende
betydning for stilen i Danmark; tidlige er tillige Kronborg, Lystrup, Egeskov, Hollufgård og Randrup. Fra høj-renæs-sancen, den såkaldte Christian 4.-stil, stammer bl.a. Rosenborg, Frederiksborg Slot, Børsen, Rosenholm og Holcken-havn. Bygmestre var i ung-renæssancen bl.a. van Paeschen og van Opbergen, mens høj- og sen-renæssancens arkitektur hovedsagelig skyldes stenhugger- og bygmesterfamilien van Steenwinckel. Storkøbmændene opførte statelige borger-huse, hvoraf Jens Bangs Stenhus i Ålborg og Borgmestergården på Amagertorv i København er de mest fremragende. Det typiske købstadshus var en toetages bindingsværkslænge, hvor øverste stokværk var udkraget på kunstfærdigt udskårne knægte; Apoteker Reimings Gård i Kolding er et fornemt eksempel på den nordtyske gavlform, hvor facaden er rigt prydet med snitværk.
Maler- og billedhuggerkunst: Renæssancens maler- og billedhuggerkunst forudsatte kendskab til klassisk litteratur og kunst samt fortrolighed med Bibelen. Symboler og allegorier, emner fra mytologi, helgenlegender og verdslig historie indflettedes overalt i en grad, der gav disse tilsyneladende realistiske og naturalistiske kunstværker en dybere mening.
I ungrenuæssancens malerier udspilles scenen parallelt med billedfladen, og farvevalget er muntert, næsten "kulørt"; kvinderne er høje og slanke med ovalt, langagtigt ansigt, hvorfra håret er glat tilbageskrabet. Der anvendes borgerlige gestus, f.eks. næsevrængning, der undertiden kan bortlede opmærksomheden fra hovedmotivet; landskaberne er fantasifulde. Høj-renæssancens malerier er mere i overensstemmelse med antikken; farverne er douce, kvinderne kraftigere og mere livsnære; landskaberne er realistiske. Pyramideopbygning af motiverne er stærkt yndet. Størst betydning for malerkunsten fik Masaccio (1401-28); i sine fresker i Brancacci-kapellet, Santa Maria del Carmine i Firenze, anvendte han overraskende perspektiver, realistiske forkortninger, anatomiske detaljer og overgange mellem lys og skygge, der blev banebrydende for malerkunsten. Fra Angelico fortsatte i nogen grad den middelalderlige tradition fra Giotto, freskerne i San Marco-klostret, Firenze, mens bl.a. Uccello, Botticelli, Filippo Lippi og Ghirlandaio fulgte Masaccios linje. I billedhuggerkunsten indførte man realismen; skulpturen skulle være anatomisk korrekt, og det nøgne legeme blev genstand for beundring. Donatello lagde i højere grad vægt på det psykologiske, det drama-tiske i figuren, mens Verrocchio, der bl.a. skabte rytterstatuen af Colleoni i Venezia, mere lagde vægt på detaljer. Mens ung-renæssancen havde været et studium af enkeltheder, blev højrenæssancen de storladne helhedsvirkningers periode, der prægedes af Correggio og universalgenierne Leonardo da Vinci, Raffael og Michelangelo. Med vægt på farve og clairobscur og forkærlighed for det voldsomme, frodige og bastante arbejdede Giorgione og Tizian, Veronese og Tinto-retto i Venezia. Allerede med Jan van Eyck nåede den italienske renæssancebilledkunst N for Alperne, men slog først igennem efter 1500, i Tyskland formidlet af bl.a. Albrecht Dürer og Holbein den Yngre, der især arbejdede for Henry 8., og i Nederlandene af Pieter-Brueghel den Ældre; El Grecos malerier er typiske for manierismen. Renæssancemaleriet i Danmark fandt først udtryk i kirkernes kalkmalerier, hvor rankeværket nu bredtes over hele hvælvingskappen og motiverne inspireredes af Christian 3.s Bibel. Helgenfigurerne afløstes af profeter, og donatorernes våbenskjolde blev placeret centralt, undertiden i form af anefriser eller epitafier. Egentligt renæssancemaleri udførtes af indvandrede kunstnere som Karel van Mander, Albert Haelwegh (død 1673) samt Pieter Isaacsz (1569-1625). Dansk renæssanceskulptur ses mest i gravmæler og ligsten. Mindestenen over Absalon i Sorø Kirke, hugget i 1536 af Morten Bussert, betegner et stilskifte, hvor renæssancens ornamentik bryder igennem. Caritas-brønden på Gammeltorv i København er støbt 1608 i bronze af Peter Hoffmann.
Kunsthåndværk: Renæssancens kunsthåndværk er præget af, at det oftest udførtes af kunstnere og ikke af håndvær-kere. Karakteristisk for italiensk renæssances kunsthåndværk var alteropbygninger, husgeråd og møbler. I Faenza, Pesaro og Urbino oprettedes majolikaværksteder og i San Marco i Firenze et mosaikværksted; Murano fik glaspusteri. Tinstøbere prydede tallerkener med elegante borter og blomstermønstre; våbensmedene var berømt for deres damas-cerede harnisker, skjolde og daggerter. Billedskærere udsmykkede lofter og døre med fremspringende ornamenter og intarsier, og guldsmedene fremstillede servicer, smykker og dekorativt tilbehør til hjem og kirke. Tekstilernes farver var præget af veneziansk malerkunst. I Danmark indførtes efter reformationen prædikestole og stolestader , der prydedes med snitværk og intarsier; fløjaltrene afløstes af katekismustavler. I højrenæssancen vrimler billedskærerarbejderne af frugtklaser, løvværk og menneskefigurer i form af karyatider og hermer; træværket var ofte bemalet. I senrenæssancen indtrådte en tydelig forvridning; arme udarter til bladværk, og vrængende masker anvendes som dekor i mellemleddene. Alterkalke, vinkander og oblatæsker udførtes ofte i drevet guld eller sølv, besat med juveler, eller i alabast. Hans Knieper skabte i renæssancen Kronborg-tapeterne, og Diderik Fuiren (død 1603) udførte 1596 Christian 4.s krone, der betragtes som Europas fineste guldsmedearbejde. Danmarks renæssancemøbler er i udpræget grad påvirket af neder-landsk og holstensk renæssance; Danmarks største og fineste renæssancemøbel er Skaføgård-skabet (ca. 1598-1610), skåret af Mikkel van Groningen.
Musik: Renæssancens musik er præget af, at man ivrigt studerede de oldgræske skrifter om musik; men inspirationen forblev litterær, idet selve musikken var gået tabt. Forsøget på at genskabe det græske drama førte i løbet af 16. årh. til den store operas opståen og til en musikalsk stilvending. Også kirkemusikken blomstrede, bl.a. med komponister som Palestrina og Orlando di Lasso, hvis kormusik blev et kirkemusikalsk ideal. Renæssancens musik i denne periode stræbte mod harmoni, vellyd, klare proportioner og en udtryksmæssig udadvendthed; en rigere, mere udtryksfuld
musik opstod dog snart i Italien som forløber for barokmusikken.



Enevælde i Danmark
Pietisme … 1700- / IM 1865, LM 1869 …
pietisme (latin): følelsesbetonet religiøs fromhedsretning; historisk en fra Spener udgået vækkelsesbevægelse i de lutherske kirker i 17. og 18. årh. I reaktion mod den rådende stive ortodoksi betonede Spener i gudelige forsamlinger fra 1670 en mere praktisk orienteret kristendom, værdien af overensstemmelse mellem liv og lære, en personlig oplevelse af troen, og at lægfolk burde have større andel i det kirkelige arbejde. Fra ca. 1690 var Francke ledende, med byen Halle som pietismens åndelige centrum; bevægelsen blev mere asketisk og aggressiv, og forlystelser fordømtes. Til Danmark nåede pietismen under Frederik 4 (1699-1730), og vakte bl.a. interesse for missionen (Trankebar). Den fik sin største indflydelse og magt under Christian 6 (1699-1746). Landmilitsen ophævedes 1730, men genindførtes med stavnsbånd 1733; importforbud for korn gennemførtes 1735. Statsstøtte ydedes til handel og industri, med ringe virkning. Mod denne forarmelse søgte han religionens trøst på pietistisk vis, idet han 1735 indførte kirketvang, 1736 konfirmation og 1741 forbud mod gudelige forsamlinger af lægmænd. 1736 oprettedes et juridisk fakultet ved Universitetet. Blandt dens betydeligste mænd var præsten Ewald (digterens fader). Pontoppidans katekismus-forklaring havde længe betydning, Brorsons salmer har det stadig. Bevægelsen har udmærket sig ved interesse for undervisning, også af de dårligst stillede (Vajsenhuset), og ved socialt hjælpearbejde


1660-1848
















   

”Oplysningstiden” … tiden mellem ca. 1700 og 1800, i hvilken bestemte filosofiske, politiske og sociale strømninger, især i England og Frankrig, udtrykker troen på samfundsmæssige og humanistiske fremskridt gennem udvikling af fornuften og folkelig oplysning. Blandt oplysningstidens ledende tænkere var  John Locke, der som den første krævede religiøs tolerance, og  Voltaire, der kæmpede for trykkefrihed og beskyttelse af borgernes rettigheder, samt  Montesquieu, som krævede en tredeling af regeringsmagten i den lovgivende, udøvende og dømmende myndighed. Inspireret af den nye naturviden-skab søgte oplysningsfilosofferne gennem en popularisering af dens konsekvenser at frigøre menigmand fra dogmatisk tænkning og derved nedbryde de verdslige og kirkelige autoriteters magt. En kreds af tidens lærde udgav i 1751-80 Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers (28 bind, redigeret af Diderot og d'Alem-bert), der som folkeoplysende værk fik stor betydning. Dog fastholdt de fleste af oplysningstidens tænkere troen på Gud som skaber og ideen om oplyst enevælde som styreform, idet samfundsreformerne skulle komme fra statens leder, ikke ved revolution og folkestyre. Gennem J.-J. Rousseau og Pestalozzi vandt oplysningstidens lære om selvstændig tænken og tolerance indpas i pædagogikken. De nye tanker fik indflydelse i de europæiske lande, hvor  oplyst enevælde ind-førtes, i Danmark ved Bernstorff og Reventlow, samt i N-Amerika med den af Locke og Montesquieu inspirerede forfatning af 1789. Også den franske revolution fra 1789 var delvis en følge af oplysningstiden, selv om den politisk var i strid med dennes grundtanker.

1700-1800
Rationalismen
1800ff
Grundtvig - Hvi er HERREN forsvundet af sit hus
1810
Industrialisering
1825ff
Parlamentarisme i Dk
1848ff
LM / IM - ismen
1850ff
Liberalisme
1870ff
Socialisme
1890ff
1. Verdenskrig
1914-1918
Kommunisme
1917-1988
Britisk mandat-tid
1918-1948
2. Verdenskrig
1940-1945
Den kolde Krig
1945-1988
ISRAEL genopstod 14/5 1948 - Ben Gurion
1948
Sovjet sammenbrud
1988
Se iøvrigt: BIBELEN (bog/pc)

Se iøvrigt: BIBELEN I OVERSKRIFTER

Se iøvrigt: JØDEDOMMENS HISTORIE

Se iøvrigt: KRISTENDOMMENS HISTORIE